Fodgængerfelter

Selvom jeg nu har boet har i tre år, så er der alligevel af og til ting ved det britiske samfund, der overrasker. F.eks. vidste jeg ikke, at de har fem forskellige typer af fodgængerfelter, der hver har et dyrenavn. Udover det naturlige navn zebra, er resten fugle. Der findes både pelikan, søpapegøje, tukan og ikke mindst et pegasuskryds. Ja, de er skøre de briter.

Et zebrakryds er ligesom det vi kender fra Danmark. Her i England har man så også en zebrastribet stolpe på hver side af vejen med en gul lampe på toppen for at indikere, at der er et kryds. Faktisk er zebra-krydset den eneste overgang med striber på vejen. Det er også den eneste overgang, hvor der ikke er lysregulering.

Englands bedste kendte zebrakryds på Abbey Road. Dette fodgængerfelt er blevet fredet som en vigtig del af engelsk kulturhistorie. Det havde de nok ikke regnet med den morgen i 1969, hvor fire mænd gik over vejen og en fotograf forevigede dem.

Alle de resterende kryds er lysregulerede, muligvis er det derfor man skiftede afdeling i dyreriget. Det mest almindelige er pelikankrydset. På engelsk hedder det en pelican som står for PEdestrian LIght CONtrolled crossing (fodgængerstyret lys). Godt nok skulle der være et A til sidst i stedet for et O men pelican er bedre en pelicon.

Bemærk forøvrigt, at striberne fra et almindeligt fodgængerfelt er helt væk. De bliver naturligt nok kun brugt til zebrakrydsene. Til gengæld er der de klassiske hvide zigzag-striber, der betyder, at parkering og selv korte ophold er forbudt (medmindre man holder for rødt naturligvis).

En søpapegøje er på engelsk en PUFFIN, og det står i trafikterminologi for Pedestrian User-Friendly INteligent crossing (intelligent og brugervenligt fodgængerfelt). Igen har de været lidt kreative for at få det til at gå op.

Krydset ligner et pelikankryds, men med den forskel, at krydset er sensorovervåget, så krydset selv er klar over, hvornår der står fodgængere og venter på at lyset skifter. Derudover, kan krydset vha. varmesøgere bestemme, hvornår alle er kommet over, så man undgår de irriterende situationer, hvor bilisterne sidder og venter på at ingen krydser vejen.

Tukankrydset, der står for Two-Can Cross (to kan krydse), er en speciel overgang, hvor cykler må cykle over. Hvis det ikke er på et tukankryds skal man trække cyklen.

Det sidste type kryds er pegasuskrydset. Pegasus er ikke en forkortelse, men betegnelsen for et lysreguleret fodgængerfelt for heste, og da de andre lysregulerede kryds alle har fugle navne, var pegasus vel et oplagt navn (!).

Bemærk, hvordan der er bygget små indhegnede ‘venteværelser’ til hestene på begge sider af vejen, så dyr og rytter kan stå i sikkerhed for bilerne, mens de venter på, at der bliver grønt.

Guldkorn som disse er en af grundene til, at det er herligt at bo i England.

Reklamer
Udgivet i De er skøre de briter | Skriv en kommentar

Sidste tur med rejselegatet

Det er allerede tre år siden, at jeg pakkede en taske for at tage i forvejen til Oxford. Vores legat fra Rejselegat for Matematikere sluttede desværre 1. oktober, men inden måtte vi ud på en sidste tur. Vi har længe talt om Berlin, så derfor var der ingen tvivl om, at det skulle være destinationen på den sidste tur.

Som da vi var i New York havde vi lejet en lejlighed gennem AirBnB. Det var en lille etværelses taglejlighed i Mitte tæt ved Prenzlauer Berg i Østberlin. Et ret hyggeligt område med masser af gode restauranter og hyggelige gader. Vi boede i udkanten af Prenzlauer Berg og ret tæt på Alexanderplatz og dermed på museerne på Museums Insel. Fredag var vejret meget efterårsagtigt med lavthængende tunge skyer og regn. Vi brugte derfor det meste af dagen på Deutsches Historisches Museum, hvor vi blev opdateret på den del af Tysklands historie før anden verdenskrig, vi ikke lige havde så godt styr på.

IMG_0096

Lørdag var vejret heldigvis meget bedre. Berlin er ganske flad, og berlinere cykler en del. Der var rigtig mange steder, der udlejede cykler. Da vejret holdt os inde fredag, havde vi udskudt en del monumenter til lørdag, så det var nærmest nødvendigt med en cykel, hvis vi ikke ville se Berlins fra U-Bahnen. Vi startede med mindesmærket for Berlinmuren, hvor en del af den oprindelige mur er bevaret, og hvor man virkelig kan se, hvor stor opdelingen af Berlin var. Det var særligt tankevækkende, at det kun er 25 år siden, at den blev revet ned, og hvor stor en udvikling Østberlin og Østtyskland har været igennem siden. Efterfølgende blev det til Bundestag, Brandenburger Tor, Tiergarten, Siegessäule, Holocaust monumentet, Unter den Linden og tilbage til Mitte og få Wienersnitzel på Bötzow Privat, et moderne Gaststätte. Eller, jeg fik Wienersnitzel, Julie fik noget uden panering.

Gennem hele Berlin strækker der sig 60 km lyserøde rør. Berlin er bygget på en sump, og når der skal bygges nyt, skal vand pumpes væk, og det er netop rørenes funktion.

Gennem hele Berlin strækker der sig 60 km lyserøde rør. Berlin er bygget på en sump, og når der skal bygges nyt, skal vand pumpes væk, og det er netop rørenes funktion.

Solnedgang på Unter den Linden.

Solnedgang på Unter den Linden.

Vestberlin set gennem en østberliners øjne.

Vestberlin set gennem en østberliners øjne.

Som Berlinmuren så ud, da den slangede sig gennem Berlin.

Som Berlinmuren så ud, da den slangede sig gennem Berlin.

Julie med et ben i vest og et  i øst.

Julie med et ben i vest og et i øst.

Området omkring Brandenburger Tor og Tiergarten var meget præget af weekendens helt store begivenhed, Berlin Marathon. Allerede lørdag var forskellige løb. I en del af Tiergarten var der mini-marathon for skolebørn, og om eftermiddagen var der rulleskøjtemarathon. Den store boulevard fra Brandenburger Tor til Siegessäule og den store rundkørsel omkring Siegessäule var afspærret for motoriseret trafik, så vi havde den store brede boulevard og den store firsporede rundkørsel helt for os selv. Næsten. Vi måtte deles med folk i tætsiddende lycra på rulleskøjter, der varmede op til løbet. Starten gik fra Brandenburger Tor, og Sigessäule var det første de kom til. Da løbet blev skudt i gang stod vi ved Siegessäule, og så de 4.000 rulleskøjteløbere begive sig ud på de godt 42 km. De forreste kørte meget hurtigt. Ganske som ved et almindeligt marathon er der mange forskellige rullestilarter og påklædninger. Det var meget festligt. Vi bevægede os derefter tilbage mod Brandenburger Tor, og fordi skolebørnene netop var færdige med deres løb, var der et lettere kaos, og vi måtte begive os på en lang omvej, for at komme til målområdet. Vi nåede lige at få parkeret cyklerne og fundet en plads da løbets førende ruller kom bragende gennem Brandenburger Tor, og forbi os. Bart Swings fra Belgien satte ny banerekord, og gennemførte ruten på 58 minutter og 10 sekunder. Det er pænt hurtigt.

Siegessäule, der markerer sejren over Danmark i 1864.

Siegessäule, der markerer sejren over Danmark i 1864.

Rulleskøjteløberne er lige startet.

Rulleskøjteløberne er lige startet.

Rulleskøjterne er på vej ind på de sidste meter efter at have kørt gennem Brandenburger Tor

Rulleskøjterne er på vej ind på de sidste meter efter at have kørt gennem Brandenburger Tor.

Søndag var vejret helt eminent. Kølig morgen, ingen vind og høj sol. Perfekt løbevejr. Marathonruten gik lige forbi vores lejlighed, så vi fik også lidt af det med. Faktisk var vejret så godt, at Dennis Kimetto fra Kenya gennemførte i ny verdensrekordtid på 2 timer, 2 minutter og 57 sekunder.

Et Berlins mest kendte museer er Pergamon-museet, hvor hovedattraktionen er en 113 meter lang frise fra et tempel i byen Pergamon i det nuværende Tyrkiet. Det var tyske arkæologer, der tilbage i 1878 påbegyndte udgravningen af templet og fandt frisen. Derfor er den nu på museum i Berlin. Frisen viser de græske guders kamp mod giganterne. Guderne vinder naturligvis, men det ser ret drabeligt ud. Det er utrolig imponerende værk, der er meget livagtigt. Jeg er meget imponeret over, hvordan man kan hugge sten til, så kjolestof får naturlige folder. Særligt når man tænker på, at statuerne er lavet omkring 200 f.kr. Det var iøvrigt sidste chance for at se Pergamon-frisen, da den del af museet ville være lukket fra om mandagen og fem år frem, p.g.a. ombygning.

Pergamon-frisen. Her er det vist Athena, der er ved at nedkæmpe nogle giganter.

Pergamon-frisen. Her er det vist Athena, der er ved at nedkæmpe nogle giganter.

En del af Pergamon-templet er rekonstrueret, og en del af frisen er placeret som det var originalt.

En del af Pergamon-templet er rekonstrueret, og en del af frisen er placeret som det var originalt.

Vi nåede ikke mere den søndag, andet end en tur til lufthavnen. En herlig weekend og god afslutning på rejselegatet.

Udgivet i Foto, Kultur, Rejse | Skriv en kommentar

Uafhængighedsafstemning II

Det er nok gået de færrestes næser forbi, at skotterne torsdag valgte at blive i unionen, kun 45% ville være selvstændige mod 55% der ville forblive en del af Storbritanien.

Dette billede er fra et af de 32 optællingssteder, hvor tællerne sidder og venter på, at stemmesedlerne begynder at komme ind. Billedet er et tydeligt bevis på, at ligemeget, hvormeget skotterne gerne vil være selvstændige, så er de gennemsyret britiske: de har refleksveste på indenfor, og deres job er at sidde på en stol og tælle. Der er sikkert en eller anden, der har sagt noget dumt om ‘health and safety’, men så er det godt, at alle af den slags eventuelle problemer kan løses med en refleksvest.

Efter valget har der været meget snak om den store valgdeltagelse, og hvordan det virkelig havde fået gang i den politiske debat i Skotland. Omkring 85% af alle stemmeberettigede stemte. Det var ny skots rekord. Imodsætning hertil var stemmeprocenten til europaparlamentet i juni på sølle 30% og 64% til parlamentsvalget i 2010. Til sammenligning stemte 87,7% af de stemmeberettigede danskere til folketingsvalget i 2011. Afstemningen blev kaldt en sejr for demokratiet. En af de ting, der er blevet nævnt flere gange, var at hver stemme talte lige meget. Til et normalt valg kan man kun stemme på en person fra hvert parti i sit lokalområde, og det er personen med flest stemmer, der kommer til Westminster. Resten af stemmerne er spildt. Det kan sagtens være med til at holde folk hjemme, når resultatet er givet på forhånd.

I ellevte time blev Gordon Brown, der godt nok er skotte, men også en af de mest upopulære premieministre i nyere tid, hevet ind for at få nej-kampangen tilbage på sporet. Noget af det Brown er virkelig god til, er politiske taler. Han turnerede Skotland tyndt og holdt sig ikke tilbage med retorikken. Dagen før afstemningen holdt han en TV-transmitteret tale fra et politisk arrangement. I sin tale, uden manuskript, sagde han bl.a.:

“Vi udkæmpede to verdenskrige sammen. Og der er ikke én kirkegård i Europa, som ikke har skotter, englændere, walisere og irere liggende side om side. Og når unge mænd blev såret i disse krige, kiggede de ikke på hinanden og spurgte, om den anden var skotte eller englænder, de hjalp hinanden, fordi de var del af en fælles sag. Og vi vandt ikke kun disse krige sammen, vi opbyggede fred sammen, vi opbyggede sundhedvæsnet sammen, vi opbyggede velfærdstaten sammen, vi vil bygge fremtiden sammen.”

Der bliver virkelig spillet på alle følelsesregistrets tangenter. Det var dog ikke kun snak om den fælles historie, der fik overbevist tvivlerne. En af de ting han havde med i gaveposen var et løfte om mere selvstændighed, og han fik alle de store partiers ledere, Cameron, Clegg og Milliband, til at underskrive en aftale om mere selvstændighed på en række områder med skat og sygehuse som de vigtigste. Det var kun overskrifter, og intet konkret. Alligevel var det løfter om mere selvstændighed. Cameron var næsten kun lige trådt ned fra talerstolen foran Downingstreet 10, hvor han lovede at holde sine løfter til skotterne, før de første kritikere løftede deres røst. Var det en for stor pris at betale for at beholde skotterne i unionen? Hvis skotterne skal have mere selvstændighed, så skal englænderne det skam også. Der er nemlig en ret speciel situation i Storbritannien: Da Skotland, Wales og Nordirland fik deres eget parlament i slut-90’erne, fik englænderne ikke noget til gengæld. England styres af underhuset i Westminster, og i det sidder der repræsentanter fra Skotland, Wales og Nordirland, der stemmer om ting, der kun har relevans i England, mens at englænderne intet har at skulle have sagt om de samme spørgsmål i de andres nationale parlamenter. Hvis “devo max”, som de har kaldt det (devolution betyder selvstændighed), skal føres ud i livet, bliver det nødvendigt, at ændre en del på tingene i Westminster. Konklusionen bliver nok, at det kommer til at ligne den tyske eller amerikanske føderale struktur. Det spil er dog først lige gået i gang, og vil formentligt fortsætte i de næste mange år. Det kan godt være, at Cameron vågnede som en lettet mand fredag morgen, men hans problemer synes kun lige begyndt.

Udgivet i Politik | Skriv en kommentar

Uafhængighedsafstemning

Der er kun ti dage tilbage til at skotterne skal stemme om uafhængighed. Nej-siden (der vil forblive i unionen) har siden kampagnen begyndte ført stort, men på det seneste er forspringet skrumpet. Efter en katastrofal tv-duel, hvor talsmænd for de to sider, ikke lavede andet end at råbe ad hinanden i en time, er forspringet for alvor decimeret. I weekenden skete så det utænkelige: ja-siden havde fået flertal for første gang i en meningsmåling. Nu vil 52% af skotterne af med unionen, mens 49% vil beholde den. Det er naturligvis indenfor den statistiske usikkerhed, men trenden i meningsmålingerne er ikke til at tage fejl af, og om ja-siden kan holde dampen oppe de næste ti dage, bliver meget interessant.

Efter meningsmålingen har det været spændende at observere, hvordan der er tydelig panik hos nej-siden, særligt ført an af Westminster. Finansminister George Osbourne var hurtigt ude med en erklæring, underskrevet af alle parlamentets partier, om at skotterne ville få mere selvstændighed, end de allerede har. De skulle selv kunne bestemme skatteniveauet, velfærd og en hel del andre ting, der vil blive afsløret i løbet af de næste dage. PR-mæssigt smart at lancere det i på forskellige dage, så debatten kan handle om det i så længst tid som muligt. Det er sjovt nok en aftale lig den, som den canadiske regering tilbød til befolkningen i Quebec, inden deres folkeafstemning om løsrivelse tilbage i 1995. Som bekendt endte den afstemning med, at Quebec ikke blev løsrevet. 

Et af de store spørgsmål har været, hvad der skulle ske med Skotland i monetær forstand. Nej-siden har naturligvis gået hårdt frem med argumentet om, at de på ingen måde kan se, at Skotland kan bruge den engelske pund, hvis de vil være selvstændige. Ja-siden har svaret igen med, at det kunne være ligemeget, for man ville bare bruge Euro i stedet. På det punkt ser det ud til, at EU-kommisionen kommer Nej-siden til undsætning. Barosso har tilbage i foråret understreget, at hvis en del af et medlemsland løsriver sig, løsriver man sig automatiske også fra EU, og det nye land, skal derfor søge om selvstændig optagelse. For at et land kan blive optaget, skal der være enighed blandt alle nuværende EU-lande om at optage landet. Det budskab blev gentaget i dag. Det kan selvsagt blive svært at overtale englænderne, til at det er en god ide at optage skotterne i EU, men jeg tror nu heller ikke, at de vil få støtte fra f.eks. spanierne. Hvis spanierne støttede et selvstændigt Skotland i EU, hvad ville der så være i vejen for et selvstændigt Catalonien i EU? Er der overhovedet flertal for et Skotland i EU? Skotland er i engelsk forstand, ræverødt, og Labour har, indtil et par uger før EU-parlamentsvalget i maj, støttet op britisk EU-medlemsskab. Grunden til det kølnede forhold til EU, syntes dog mest at være et desparat forsøg på at lukke en flanke af overfor UKIP. Mere taktik end egentlig politik. Derfor er der nok et flertal for Skotland i EU.
Spørgsmålet om, hvad der står på pengesedlerne når man åbner sin pung, kan meget vel være afgørende for, hvor krydset sættes.

Måske har panikken efter målingen også bredt sig til Buckingham Palace, for i dag annoncerede hoffet, at Kronprinsessen venter barn. Officielt hedder det sig, at det skyldes medicinske årsager, at det allerede bliver meldt ud nu. Kronprinsessen lider åbenbart meget af morgenkvalme, hvad hun også gjorde da hun ventede Prins George, så hun var nødsaget til at aflyse dele af hendes program. For, at det ikke skulle lede til spekulationer, annoncerede man det derfor allerede nu. I øvrigt ganske belejligt tidspunkt at puste til nationalfølelsen. Skotland vil dog fortsat have Dronning Elizabeth som monark, skulle de vælge løsrivelse. Hun er iøvrigt i dag monark for tretten andre nationer end Storbritanien. 

Hvad der sker i de næste ti dage bliver meget spændende, og jeg ser frem til at følge det. Er det 304 års nationalt fællesskab, der bliver smidt på porten, eller er unionen klar til det 21. århundrede? En ting er helt sikker, det er “too close to call”.

Er det sådan flaget kommer til at se ud efter 18. september?

Udgivet i Politik, UK | Skriv en kommentar

Maldiverne

Som jeg nævnte i sidste indlæg, tilbragte vi en god del af sommerferie på en maldivisk tropeø. Der er ingen grund til at hælde om sig med superlativerne omkring vores lille ø, billederne burde tale for sig selv. En aften havde jeg sat kameraet til at fange solnedgangen, desværre var der ret skyet den dag, men jeg synes resultatet det til trods, er blevet ganske hæderligt. Det hjælper i hvert fald os med at huske tilbage på en dejlig ferie.

Udgivet i Sommerferie, Video | Skriv en kommentar

Sommerferien

Det regner udenfor, og jeg ville egentlig helst have vanter på i morges, da jeg kørte på universitetet. Sommeren er vist officielt forbi. Den har også været begivenhedsrig, så det gør ikke så meget, at vejret bliver middelmådigt, når hverdagen melder sig igen.

Der er sket meget siden vi tog af sted fra Oxford i midten af juli, og til, at jeg kom hjem igen i fredags. Først og fremmest var vi på 12 dages cykeltur på Sri Lanka, derefter en uge på Maldiverne. Vores fælles ferie sluttede desværre her, hvor Julie tog hjem til Oxford, mens jeg fortsatte mod Seoul til ICM, dog med nogle dage i Beijing på vejen.

IMG_9229

Der kunne skrives mange lange historier, og for at spare læseren for det, og fordi billeder som bekendt siger mere end 1.000 ord, så er billedegalleriet nu opdateret med billeder fra nogle af vores oplevelser.

Lige nu er der kun billeder fra Sri Lanka, men i løbet af de næste par dage er der også billeder fra resten af turen.

Opdatering: Nu er der billeder fra Maldiverne, Beijing og Seoul.

Udgivet i Foto, Rejse, Sommerferie | Skriv en kommentar

Fieldsmedaljerne 2014

I tirsdags blev matematikkens svar på en Nobelpris uddelt. Det sker kun hvert fjerde år, på den internationale kongres for matematikere. Kongressen bliver i år afholdt i Seoul, og jeg har den store fornøjelse, at være blandt deltagerne.

Familiebilledet, med de fire Fieldsmedalister, Nevanlinna-, Gauss- og Chern-pris prisvindere. I midten i den grønne jakke er Sydkoreas præsident. Derudover er der præsidenten for den internationale matematiske union.

Fields-medaljen er noget sværere at få end Nobelprisen. Nobelprisen bliver hovedsageligt (i hvert fald når vi taler om fysik) givet til ældre forskere, der for mange år siden gjorde en opdagelse, men som først med tiden har vist sig, at være vigtig. F.eks. sidste års vinder, Peter Higgs, hans teoretiske opdagelser var helt tilbage i 1964, men man skulle først finde partiklen før, at man kunne give Nobelprisen. Man burde jo nok have givet ham den noget før, blot fordi hans arbejde har genereret så meget teoretisk fysik som det har. Nobelprisen udgives dog hovedsageligt for ikke-teoretisk arbejde.
For at modtage Fields-medaljen må man ikke være fyldt 40 år, 1. januar det år medaljen uddeles. Det er en pris der gives for den exceptionelle matematik vedkommende har lavet, men også for fremtidige muligheder for medalisten. 

Hidtil har det været et ‘young man’s game’. Medaljen, der er udgivet siden 1936, er aldrig blevet givet til en kvinde – før i tirsdags. Den ene af de fire modtagere var Maryam Mirzakhani, fra Stanford.

Vinderne blev præsenteret med en lille video, og her er Maryams. Videoen er ret flot, og er bestemt et kig værd.

Der havde været meget snak om, at det muligvis var en fra Oxford, der skulle have en medalje i år. Desværre blev det ikke sådan, til gengæld fik Warwick University, der ligger en times tid fra Oxford en medalje. Warwick er normalt ikke i den kategori af universiteter, der trækker Fieldsmedaljer til sig, så det er de vist ret stolte af. De tre andre vindere var, Arthur Avila (IMPA i Brasilien), Manjul Barghava (Princeton) og Martin Hairer fra Warwick.

Udover Fieldsmedaljen blev der også uddelt fire andre priser, Nevanlinna-, Gauss-, Chern- og Leelavati-priserne.

Det var en noget speciel oplevelse at være med til åbningen. Først og fremmest var sikkerheden helt i top. Vi skulle have vores pas tjekket, tasker skulle gennemlyses, og jeg skulle tage et billede for at bevise, at det var et fungerende kamera. Derudover havde de opsat varmescannere, så de kunne se, om nogen var syge, i så fald var man nok ikke blevet lukket ind i salen. Den meget høje sikkerhed skyldtes, at Koreas præsident overværede åbningen.

Præsident Park Geun-hye.

Præsidenten, en minister for udannelse og teknologi (eller noget i den retning), formand for den lokale planlægningskomite, og formanden for den internationale matematiske union blev alle placeret på scenen. Hver i sin stol. Præsidenten blev placeret bag et stort skrivebord i mørkt træ. Man skulle ikke tage fejl af, hvem der var den vigtigste på podiet.
Det hele var meget formelt. Når en taler startede med at tale, adresserede vedkommede sig først og fremmest til præsidenten, så ministeren, og så tilhørerne i salen. Derudover blev der bukket mange gange for præsidenten. Jo, det er noget særligt, at være præsident i Korea.

Der var lavet en video, der skulle skyde festlighederne i gang, og det var meget koreansk. Det var med meget dramatisk musik, tal, der fløj gennem tid og rum for at illustrere, at der er matematik i alt, osv. osv. Det var tydeligt, at koreanerne var meget stolte af, at de kunne afholde kongressen. Det blev nævnt adskillige gange, at de først blev medlem af IMU i 1988, og siden har bevæget sig hurtigt op gennem niveauerne. Det blev også understreget, at den store satsning på uddannelse og særligt matematik var en af hovedårsagerne til, at landet har udviklet sig så økonomisk godt, som det er sket siden koreakrigen. Efter krigen var landet helt ødelagt, og man skulle opbygge alt igen. Herunder uddannelsesystemet, og da kom matematik helt i centrum. De er meget stolte af, at de har så store virksomheder som Samsung og Hyundai. Jeg tror det er godt, at det var et land som Sydkorea, der fik værstskabet, fordi i et land som Danmark havde det ikke betydet en disse. For at få maksimalt ud af værtskabet, er 2014 blevet til officielt matematikår i Sydkorea.

Konferencen fortsætter helt frem til 21. august. 

Udgivet i Matematik | Skriv en kommentar