Julen sig nærmer…

… men inden julefreden sænker sig over Oxford, så har vi i denne weekend, fået skiftet alle bachelorstuderende ud med unge akademiske talenter, der i den kommende uge vil gøre deres ypperste, for at blive optaget på universitetet.

Igen i år skal jeg hjælpe Jesus College med, at finde frem til de mest egnede af vores kandidater. Jeg har tidligere beskrevet optagelsesprocessen indgående, og nu træder vi ind i den afgørende fase, hvor de bedste bliver fundet gennem mundtlige prøver.

Jeg glæder mig meget, for det er nogle spændende dage. Det bliver særligt interessant at se, om ansøgerne kan leve op til gymnasiekaratererne, lærerudtalelserne, og resultaterne fra vores skriftlige prøve.

Det er ikke den store overraskelse, at en stor procentdel af vores ansøgere er fra Kina. Det er dog mere overraskende, at en ikke ubetydelig del har taget deres gymnasieuddannelse i England. Det er sandsynligvis for at øge chancerne, for optagelse i Oxford eller Cambridge. Det er naturligvis for at forbedre engelskkundskaberne, men muligvis er det også i erkendelsen af, at udenadslære ikke er den eneste form for undervisning, der gør dig faglig god. Hvis man som sekstenårig, alene flytter om på den anden side af jorden, til et fremmed land, hvor man muligvis har svært ved sproget, for at tage sig en ungdomsuddannelse, der muligvis vil forbedre dine chancer for at komme ind på et af eliteuniversiteterne, så vil man frem i verden! Eller også har man forældre, der har enormt høje forventninger.

I morgen er vi meget klogere, men i aften, er byen fyldt af nervøse og spændte unge mennesker.

Udgivet i University of Oxford | Skriv en kommentar

Musikalsk weekend

I den netop forgange weekend, har vi været noget mere kulturelle, end vi længe har været. Lørdag aften var vi en tur til koncert i London, og søndag aften var det ‘koncert’ i Oxford. Søndagens arrangement, var ikke en decideret koncert, men den årlige julegudstjeneste på Jesus College. Her var det, det 30 mand store kor, der sang for i julesalmerne. Det lød vanvittigt godt. Det er altid en ret hyggelig gudstjeneste, for alt lyset bliver slukket, og rummet er kun oplyst af de små stearinlys, som hver person sidder med. En rigtig hyggelig måde, at starte julesæsonen på.

Lørdagens koncert havde et meget stort dansk islæt. Ikke nok med, at der på scenen var der 60% danskere og 20% islændinge og 20% færinge, så var publikum også en hel del mere blonde, end den gennemsnitlige britiske befolkning. Tina Dickow, eller Tina Dico som hun hedder på udenlandsk, er i øjeblikket på en miniturne i Europa, og her lagde hun vejen forbi London, hvor hun boede inden karrieren for alvor tog fart. Med sig på scenen havde hun to danske musikere, hendes islandske mand, og færøske Teitur til opvarmning. Setlisten var pakket med mange numre fra det nyligt udgivne album, men heldigvis var der også masser af klassikere fra det efterhånden ret store bagkatalog.

Beklager kvaliteten, men iPhones virker bedst, hvis der er masser af lys.

Beklager kvaliteten, men iPhones virker bedst, hvis der er masser af lys.

Eftersom Dickow har været på Europaturne, må der være en ikke-dansk fanskare, men det var tydeligt, at langt størstedelen af publikum var født i Danmark. Som nævnt var det ikke blot tydeligt fra hårfarven, men der blev talt dansk overalt omkring os. Var man ikke blevet overbevist om etniciteten på publikum, så blev det helt tydeligt, fra den store begejstring, der opstod, da akkorderne til sagen “Copenhagen” blev slået an. En sang Dickow selv nævnte, mest handlede om at huske at være tilstede, hvor man nu en gang befandt sig. Derfor kunne sangen handle om en hvilken som helst anden by med fire stavelser, og så nævnte hun selv Åbyhøj (som dog kun har tre stavelser), for at lave en reference til hendes egen hjemegn, hvortil der også var en del bifald – vi var bestemt ikke de eneste århusianere i London den aften.

Koncerten foregik på et ret lille spillested, der var helt udsolgt. Det har vist været et gammelt teater, der nu bliver brugt til koncerter. Vi sad på anden balkon, og havde fint udsyn over det hele. En intimkoncert er nok en del mindre, end denne koncert, men stedet var ikke større, end at den sidste sang blev sunget uden mikrofon, og at det sagtens kunne høres af alle.

Det var en fremragende koncert. Det er fantastisk, hvad en akustisk guitar, gode tekster og en blændende sangstemme kan gøre. Det står noget i kontrast til den autotunede og trommemaskinedominerede musik, der efterhånden dominerer på FM-båndet. Vi har tidligere været til Tina Dickow koncert, og det her var bestemt ikke sidste gang.

Udgivet i Kultur | Skriv en kommentar

Nye udfordringer

Som jeg beskrev i sidste indlæg, så er “The Milk Rounds” i fuld gang i Oxford. Jeg er forhåbenligt færdig med min ph.d. i indeværende akademiske år, og havde jeg egentlig regnet med, at jeg i øjeblikket ville være travlt optaget af at skabe kontakter til virksomheder, eller ansøge akademiske post.doc.-stillinger. Jeg gør ingen af delene. Hvorfor ikke det? Fordi jeg for nylig underskrev en kontrakt med konsulentfirmaet, The Smith Institute, hvor jeg efter sommerferien næste år, skal arbejde som matematisk konsulent.

The Smith Institute er et ret specielt konsulentfirma, fordi fokus er på at bruge avanceret matematik samt de nyeste matematiske værktøjer, til at løse kundernes udfordringer. The Smith Institute kompetencer dækker alt fra matematisk modellering og dataanalyse til optimering og udvikling af algoritmer. Jeg bliver den syttende konsulent hos The Smith Institute, så blandt konsulenthuse er det en ret begrænset spiller, hvilket passer mig rigtig fint. Det bliver en stor udfordring, og et sporskifte rent matematisk set, som jeg glæder mig meget til. The Smith Institute har ret tætte forbindelser til Matematisk Institut i Oxford. De bruger jævnligt matematiks mødefaciliteter, og har et tæt samarbejde med flere Oxford-professorer fra OCIAM. Det er derfor ikke helt et farvel til den akademiske verden.

Jeg har adskillige gange nævnt karrierevejledningen i Oxford, samt deres mange tilbud, og nu vil jeg gøre det igen. Jeg tror, at de har en stor ære i, at jeg i dag står med et job. Først og fremmest gennem studenterkonsulenterne, som jeg deltog i sidste år, hvor jeg sammen med tre andre studerende lavede en cost-benefit analyse for en lokal velgørenhedsorganisation. Det var en meget givende projekt, og det var ekstremt brugbart, da jeg skulle skrive mit CV og min ansøgning, til at give konkrete eksempler på mine ikke-matematiske færdigheder. For slet ikke at nævne, at vi til den time lange jobsamtale brugte godt en halv time, på at tale om studenterkonsulenterne og, de erfaringer jeg havde gjort mig. Det er naturligvis ganske oplagt, når jeg nu søgte en stilling som konsulent, men jeg har også hørt fra andre, der har søgt i andre brancher, hvor studenterkonsultoplevelsen har været lige så hjælpsom.

Da jeg forberedte min ansøgning, dvs. skrev mit CV og følgebrev, var karrierevejledningen meget hjælpsomme, med at få det til at blive helt perfekt. I undervisningsperioden kan man mødes med en vejleder ansigt til ansigt, men i perioderne uden undervisning, kan man få elektronisk hjælp. Jeg e-mailede mit CV og følgebrev, og mindre end 24 timer senere havde jeg et meget grundigt og yderst hjælpsomt svar, der gjorde ansøgningen knivskarp.

Som det nok fremgår, er jeg meget imponeret over den kvalitet og service, som karrierevejledningen leverer til studerende. Jeg er sikker på, at den hjælp jeg har fået, først og fremmest har hjulpet mig til jobsamtalen, og efterfølgende igennem studenterkonsulenterne, også har haft en stor betydning for, at The Smith Institute ville ansætte mig.

Udgivet i Karrierevejledning, Matematik | Skriv en kommentar

The Milk Rounds

Efterårssemesteret har været i gang i et par uger nu, og som traditionelt er efteråret jagtsæson for de største internationale virksomheder, der vil sikre sig sidsteårsstuderendes underskrifter på ansættelseskontrakter til deres graduateprogrammer. Der er mange måder at tiltrække sig de studerendes opmærksomhed. Der er naturligvis et utal af karrieremesser, hvor firmaerne kæmper om de studerendes opmærksomhed med gratis merchandise.

De mere ihærdige firmaer holder specielle private arrangementer, hvor studerende kan høre mere specifikt om, hvad de kan tilbyde. Disse arrangementer foregår mange gange hos virksomhederne selv, og er gerne en halv eller hel dag, hvor de gør alt, for at imponere de deltagende studerende. Som oftest er der et fagligt program, der omhandler den specifikke virksomhed, dens afdelinger, og dens forskellige graduateprogrammer, og hvad programmerne indebærer. Arrangementet afsluttes altid med minimum en drinksreception, og ofte også spisning, hvor der deltager ansatte med samme baggrund som de studerende, gerne alumner fra samme universitet. Normalt kommer der en del ansatte, og et to studerende per ansat forhold er ikke unormalt. Virksomhederne investerer rigtig mange penge i denne type arrangementer, og er en vigtig brik i deres rekrutteringsproces. Som studerende er det en perfekt mulighed for at opleve virksomhederne, og ved at have talt med nogle medarbejdere, og har fået indsamlet visitkort, har man pludselig en kontakt i virksomheden, og det kan være ens adgangsbilet til en samtale. Man skal ikke undervurdere antallet af ansøgninger en virksomhed som McKinsey, Goldman Sachs, PwC eller Citi Group får dagligt, og hvis man kan gøre HR-afdelingens arbejde nemmere ved at sige, at man kender den og den, så er det med at gøre det.

En Ferrari F1-racer årgang 2010 på besøg på Matematisk Institut i Oxford.

En Ferrari F1-racer årgang 2010 på besøg på Matematisk Institut i Oxford.

Tidligere denne uge holdt Shell et arrangement på matematik, hvor en af deres matematikere (sådan nogle har de åbenbart også), fortalte om, hvad han lavede. Shell har et langt samarbejde med Ferrari, og foredragsholderen var ansat i Shells Formel 1-team. For at skabe lidt opmærksomhed om arrangementet, havde de taget en 2010 Ferrari F1-racer med, som stod i receptionen på matematik. Virkelig blæret. Det siger lidt om, hvor langt de er parate til at gå i kampen om de studerendes gunst.

Jeg har været meget i tvivl om, hvad jeg skulle bruge mit arbejdsliv på, når afhandlingen er indleveret. For at finde ud af, hvad jeg kan bruge min uddannelse, har deltaget i et par stykker af disse arrangementer. Det mest interessante arrangement jeg har været med til, var over to dage, hvor jeg besøgte virksomheden Attass Sport, der laver sports-odds til gamblingsindustrien. Attass ligger i Exeter i det sydvestlige hjørne af England. I to dage betalte de mad, underholdning, transport og indkvartering på hotel. Det var et ekstremt godt program, og jeg fik et rigtig godt indblik i, hvad virksomheden laver, og hvordan det er at arbejde der. Havde det ikke været fordi Exeter ligger alt for langt fra Oxford, kunne jeg sagtens finde på at søge arbejde hos dem. Det har været et dyrt arrangement for Attass, men missionen er lykkes: jeg giver den positiv gratis omtale blandt mine medstuderende.

Det mest ekstreme arrangement står McKinsey bag. De flyver halvtreds studerende fra hele Europa til Schweiz i en forlænget weekend, hvor de skal løse business cases som McKinsey gør til daglig, mens de bliver forkælet på et gammelt vinslot i de schweiziske alper. Det er naturligvis ret svært, at komme med på denne weekend, og fordi McKinsey får så mange ansøgere som de gør, skal man både gennem psykometriske tests, og skrive en lang motiveret ansøgning for, hvorfor man er den helt rette deltager. Det er sikkert svære at komme med på den weekend, end det er at blive ansat hos McKinsey. Der skulle eftersigende være en meget stor procentdel af deltagerne, der efter deres studier ender med at få et tilbud fra netop McKinsey.

Det at virksomheder besøger universiteter eller inviterer studerende på besøg, kaldes på engelsk “The Milk Rounds”, og stammer helt tilbage fra midten af 1960’erne, hvor virksomheder begyndte at besøge universiteterne som de gør i dag. Navnet kommer fra sammenligningen mælkemanden, der hver dag leverer mælk lige til forbrugerens dør (hvilket han i øvrigt stadig gør i England).

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Fodgængerfelter

Selvom jeg nu har boet har i tre år, så er der alligevel af og til ting ved det britiske samfund, der overrasker. F.eks. vidste jeg ikke, at de har fem forskellige typer af fodgængerfelter, der hver har et dyrenavn. Udover det naturlige navn zebra, er resten fugle. Der findes både pelikan, søpapegøje, tukan og ikke mindst et pegasuskryds. Ja, de er skøre de briter.

Et zebrakryds er ligesom det vi kender fra Danmark. Her i England har man så også en zebrastribet stolpe på hver side af vejen med en gul lampe på toppen for at indikere, at der er et kryds. Faktisk er zebra-krydset den eneste overgang med striber på vejen. Det er også den eneste overgang, hvor der ikke er lysregulering.

Englands bedste kendte zebrakryds på Abbey Road. Dette fodgængerfelt er blevet fredet som en vigtig del af engelsk kulturhistorie. Det havde de nok ikke regnet med den morgen i 1969, hvor fire mænd gik over vejen og en fotograf forevigede dem.

Alle de resterende kryds er lysregulerede, muligvis er det derfor man skiftede afdeling i dyreriget. Det mest almindelige er pelikankrydset. På engelsk hedder det en pelican som står for PEdestrian LIght CONtrolled crossing (fodgængerstyret lys). Godt nok skulle der være et A til sidst i stedet for et O men pelican er bedre en pelicon.

Bemærk forøvrigt, at striberne fra et almindeligt fodgængerfelt er helt væk. De bliver naturligt nok kun brugt til zebrakrydsene. Til gengæld er der de klassiske hvide zigzag-striber, der betyder, at parkering og selv korte ophold er forbudt (medmindre man holder for rødt naturligvis).

En søpapegøje er på engelsk en PUFFIN, og det står i trafikterminologi for Pedestrian User-Friendly INteligent crossing (intelligent og brugervenligt fodgængerfelt). Igen har de været lidt kreative for at få det til at gå op.

Krydset ligner et pelikankryds, men med den forskel, at krydset er sensorovervåget, så krydset selv er klar over, hvornår der står fodgængere og venter på at lyset skifter. Derudover, kan krydset vha. varmesøgere bestemme, hvornår alle er kommet over, så man undgår de irriterende situationer, hvor bilisterne sidder og venter på at ingen krydser vejen.

Tukankrydset, der står for Two-Can Cross (to kan krydse), er en speciel overgang, hvor cykler må cykle over. Hvis det ikke er på et tukankryds skal man trække cyklen.

Det sidste type kryds er pegasuskrydset. Pegasus er ikke en forkortelse, men betegnelsen for et lysreguleret fodgængerfelt for heste, og da de andre lysregulerede kryds alle har fugle navne, var pegasus vel et oplagt navn (!).

Bemærk, hvordan der er bygget små indhegnede ‘venteværelser’ til hestene på begge sider af vejen, så dyr og rytter kan stå i sikkerhed for bilerne, mens de venter på, at der bliver grønt.

Guldkorn som disse er en af grundene til, at det er herligt at bo i England.

Udgivet i De er skøre de briter | Skriv en kommentar

Sidste tur med rejselegatet

Det er allerede tre år siden, at jeg pakkede en taske for at tage i forvejen til Oxford. Vores legat fra Rejselegat for Matematikere sluttede desværre 1. oktober, men inden måtte vi ud på en sidste tur. Vi har længe talt om Berlin, så derfor var der ingen tvivl om, at det skulle være destinationen på den sidste tur.

Som da vi var i New York havde vi lejet en lejlighed gennem AirBnB. Det var en lille etværelses taglejlighed i Mitte tæt ved Prenzlauer Berg i Østberlin. Et ret hyggeligt område med masser af gode restauranter og hyggelige gader. Vi boede i udkanten af Prenzlauer Berg og ret tæt på Alexanderplatz og dermed på museerne på Museums Insel. Fredag var vejret meget efterårsagtigt med lavthængende tunge skyer og regn. Vi brugte derfor det meste af dagen på Deutsches Historisches Museum, hvor vi blev opdateret på den del af Tysklands historie før anden verdenskrig, vi ikke lige havde så godt styr på.

IMG_0096

Lørdag var vejret heldigvis meget bedre. Berlin er ganske flad, og berlinere cykler en del. Der var rigtig mange steder, der udlejede cykler. Da vejret holdt os inde fredag, havde vi udskudt en del monumenter til lørdag, så det var nærmest nødvendigt med en cykel, hvis vi ikke ville se Berlins fra U-Bahnen. Vi startede med mindesmærket for Berlinmuren, hvor en del af den oprindelige mur er bevaret, og hvor man virkelig kan se, hvor stor opdelingen af Berlin var. Det var særligt tankevækkende, at det kun er 25 år siden, at den blev revet ned, og hvor stor en udvikling Østberlin og Østtyskland har været igennem siden. Efterfølgende blev det til Bundestag, Brandenburger Tor, Tiergarten, Siegessäule, Holocaust monumentet, Unter den Linden og tilbage til Mitte og få Wienersnitzel på Bötzow Privat, et moderne Gaststätte. Eller, jeg fik Wienersnitzel, Julie fik noget uden panering.

Gennem hele Berlin strækker der sig 60 km lyserøde rør. Berlin er bygget på en sump, og når der skal bygges nyt, skal vand pumpes væk, og det er netop rørenes funktion.

Gennem hele Berlin strækker der sig 60 km lyserøde rør. Berlin er bygget på en sump, og når der skal bygges nyt, skal vand pumpes væk, og det er netop rørenes funktion.

Solnedgang på Unter den Linden.

Solnedgang på Unter den Linden.

Vestberlin set gennem en østberliners øjne.

Vestberlin set gennem en østberliners øjne.

Som Berlinmuren så ud, da den slangede sig gennem Berlin.

Som Berlinmuren så ud, da den slangede sig gennem Berlin.

Julie med et ben i vest og et  i øst.

Julie med et ben i vest og et i øst.

Området omkring Brandenburger Tor og Tiergarten var meget præget af weekendens helt store begivenhed, Berlin Marathon. Allerede lørdag var forskellige løb. I en del af Tiergarten var der mini-marathon for skolebørn, og om eftermiddagen var der rulleskøjtemarathon. Den store boulevard fra Brandenburger Tor til Siegessäule og den store rundkørsel omkring Siegessäule var afspærret for motoriseret trafik, så vi havde den store brede boulevard og den store firsporede rundkørsel helt for os selv. Næsten. Vi måtte deles med folk i tætsiddende lycra på rulleskøjter, der varmede op til løbet. Starten gik fra Brandenburger Tor, og Sigessäule var det første de kom til. Da løbet blev skudt i gang stod vi ved Siegessäule, og så de 4.000 rulleskøjteløbere begive sig ud på de godt 42 km. De forreste kørte meget hurtigt. Ganske som ved et almindeligt marathon er der mange forskellige rullestilarter og påklædninger. Det var meget festligt. Vi bevægede os derefter tilbage mod Brandenburger Tor, og fordi skolebørnene netop var færdige med deres løb, var der et lettere kaos, og vi måtte begive os på en lang omvej, for at komme til målområdet. Vi nåede lige at få parkeret cyklerne og fundet en plads da løbets førende ruller kom bragende gennem Brandenburger Tor, og forbi os. Bart Swings fra Belgien satte ny banerekord, og gennemførte ruten på 58 minutter og 10 sekunder. Det er pænt hurtigt.

Siegessäule, der markerer sejren over Danmark i 1864.

Siegessäule, der markerer sejren over Danmark i 1864.

Rulleskøjteløberne er lige startet.

Rulleskøjteløberne er lige startet.

Rulleskøjterne er på vej ind på de sidste meter efter at have kørt gennem Brandenburger Tor

Rulleskøjterne er på vej ind på de sidste meter efter at have kørt gennem Brandenburger Tor.

Søndag var vejret helt eminent. Kølig morgen, ingen vind og høj sol. Perfekt løbevejr. Marathonruten gik lige forbi vores lejlighed, så vi fik også lidt af det med. Faktisk var vejret så godt, at Dennis Kimetto fra Kenya gennemførte i ny verdensrekordtid på 2 timer, 2 minutter og 57 sekunder.

Et Berlins mest kendte museer er Pergamon-museet, hvor hovedattraktionen er en 113 meter lang frise fra et tempel i byen Pergamon i det nuværende Tyrkiet. Det var tyske arkæologer, der tilbage i 1878 påbegyndte udgravningen af templet og fandt frisen. Derfor er den nu på museum i Berlin. Frisen viser de græske guders kamp mod giganterne. Guderne vinder naturligvis, men det ser ret drabeligt ud. Det er utrolig imponerende værk, der er meget livagtigt. Jeg er meget imponeret over, hvordan man kan hugge sten til, så kjolestof får naturlige folder. Særligt når man tænker på, at statuerne er lavet omkring 200 f.kr. Det var iøvrigt sidste chance for at se Pergamon-frisen, da den del af museet ville være lukket fra om mandagen og fem år frem, p.g.a. ombygning.

Pergamon-frisen. Her er det vist Athena, der er ved at nedkæmpe nogle giganter.

Pergamon-frisen. Her er det vist Athena, der er ved at nedkæmpe nogle giganter.

En del af Pergamon-templet er rekonstrueret, og en del af frisen er placeret som det var originalt.

En del af Pergamon-templet er rekonstrueret, og en del af frisen er placeret som det var originalt.

Vi nåede ikke mere den søndag, andet end en tur til lufthavnen. En herlig weekend og god afslutning på rejselegatet.

Udgivet i Foto, Kultur, Rejse | Skriv en kommentar

Uafhængighedsafstemning II

Det er nok gået de færrestes næser forbi, at skotterne torsdag valgte at blive i unionen, kun 45% ville være selvstændige mod 55% der ville forblive en del af Storbritanien.

Dette billede er fra et af de 32 optællingssteder, hvor tællerne sidder og venter på, at stemmesedlerne begynder at komme ind. Billedet er et tydeligt bevis på, at ligemeget, hvormeget skotterne gerne vil være selvstændige, så er de gennemsyret britiske: de har refleksveste på indenfor, og deres job er at sidde på en stol og tælle. Der er sikkert en eller anden, der har sagt noget dumt om ‘health and safety’, men så er det godt, at alle af den slags eventuelle problemer kan løses med en refleksvest.

Efter valget har der været meget snak om den store valgdeltagelse, og hvordan det virkelig havde fået gang i den politiske debat i Skotland. Omkring 85% af alle stemmeberettigede stemte. Det var ny skots rekord. Imodsætning hertil var stemmeprocenten til europaparlamentet i juni på sølle 30% og 64% til parlamentsvalget i 2010. Til sammenligning stemte 87,7% af de stemmeberettigede danskere til folketingsvalget i 2011. Afstemningen blev kaldt en sejr for demokratiet. En af de ting, der er blevet nævnt flere gange, var at hver stemme talte lige meget. Til et normalt valg kan man kun stemme på en person fra hvert parti i sit lokalområde, og det er personen med flest stemmer, der kommer til Westminster. Resten af stemmerne er spildt. Det kan sagtens være med til at holde folk hjemme, når resultatet er givet på forhånd.

I ellevte time blev Gordon Brown, der godt nok er skotte, men også en af de mest upopulære premieministre i nyere tid, hevet ind for at få nej-kampangen tilbage på sporet. Noget af det Brown er virkelig god til, er politiske taler. Han turnerede Skotland tyndt og holdt sig ikke tilbage med retorikken. Dagen før afstemningen holdt han en TV-transmitteret tale fra et politisk arrangement. I sin tale, uden manuskript, sagde han bl.a.:

“Vi udkæmpede to verdenskrige sammen. Og der er ikke én kirkegård i Europa, som ikke har skotter, englændere, walisere og irere liggende side om side. Og når unge mænd blev såret i disse krige, kiggede de ikke på hinanden og spurgte, om den anden var skotte eller englænder, de hjalp hinanden, fordi de var del af en fælles sag. Og vi vandt ikke kun disse krige sammen, vi opbyggede fred sammen, vi opbyggede sundhedvæsnet sammen, vi opbyggede velfærdstaten sammen, vi vil bygge fremtiden sammen.”

Der bliver virkelig spillet på alle følelsesregistrets tangenter. Det var dog ikke kun snak om den fælles historie, der fik overbevist tvivlerne. En af de ting han havde med i gaveposen var et løfte om mere selvstændighed, og han fik alle de store partiers ledere, Cameron, Clegg og Milliband, til at underskrive en aftale om mere selvstændighed på en række områder med skat og sygehuse som de vigtigste. Det var kun overskrifter, og intet konkret. Alligevel var det løfter om mere selvstændighed. Cameron var næsten kun lige trådt ned fra talerstolen foran Downingstreet 10, hvor han lovede at holde sine løfter til skotterne, før de første kritikere løftede deres røst. Var det en for stor pris at betale for at beholde skotterne i unionen? Hvis skotterne skal have mere selvstændighed, så skal englænderne det skam også. Der er nemlig en ret speciel situation i Storbritannien: Da Skotland, Wales og Nordirland fik deres eget parlament i slut-90’erne, fik englænderne ikke noget til gengæld. England styres af underhuset i Westminster, og i det sidder der repræsentanter fra Skotland, Wales og Nordirland, der stemmer om ting, der kun har relevans i England, mens at englænderne intet har at skulle have sagt om de samme spørgsmål i de andres nationale parlamenter. Hvis “devo max”, som de har kaldt det (devolution betyder selvstændighed), skal føres ud i livet, bliver det nødvendigt, at ændre en del på tingene i Westminster. Konklusionen bliver nok, at det kommer til at ligne den tyske eller amerikanske føderale struktur. Det spil er dog først lige gået i gang, og vil formentligt fortsætte i de næste mange år. Det kan godt være, at Cameron vågnede som en lettet mand fredag morgen, men hans problemer synes kun lige begyndt.

Udgivet i Politik | Skriv en kommentar

Uafhængighedsafstemning

Der er kun ti dage tilbage til at skotterne skal stemme om uafhængighed. Nej-siden (der vil forblive i unionen) har siden kampagnen begyndte ført stort, men på det seneste er forspringet skrumpet. Efter en katastrofal tv-duel, hvor talsmænd for de to sider, ikke lavede andet end at råbe ad hinanden i en time, er forspringet for alvor decimeret. I weekenden skete så det utænkelige: ja-siden havde fået flertal for første gang i en meningsmåling. Nu vil 52% af skotterne af med unionen, mens 49% vil beholde den. Det er naturligvis indenfor den statistiske usikkerhed, men trenden i meningsmålingerne er ikke til at tage fejl af, og om ja-siden kan holde dampen oppe de næste ti dage, bliver meget interessant.

Efter meningsmålingen har det været spændende at observere, hvordan der er tydelig panik hos nej-siden, særligt ført an af Westminster. Finansminister George Osbourne var hurtigt ude med en erklæring, underskrevet af alle parlamentets partier, om at skotterne ville få mere selvstændighed, end de allerede har. De skulle selv kunne bestemme skatteniveauet, velfærd og en hel del andre ting, der vil blive afsløret i løbet af de næste dage. PR-mæssigt smart at lancere det i på forskellige dage, så debatten kan handle om det i så længst tid som muligt. Det er sjovt nok en aftale lig den, som den canadiske regering tilbød til befolkningen i Quebec, inden deres folkeafstemning om løsrivelse tilbage i 1995. Som bekendt endte den afstemning med, at Quebec ikke blev løsrevet. 

Et af de store spørgsmål har været, hvad der skulle ske med Skotland i monetær forstand. Nej-siden har naturligvis gået hårdt frem med argumentet om, at de på ingen måde kan se, at Skotland kan bruge den engelske pund, hvis de vil være selvstændige. Ja-siden har svaret igen med, at det kunne være ligemeget, for man ville bare bruge Euro i stedet. På det punkt ser det ud til, at EU-kommisionen kommer Nej-siden til undsætning. Barosso har tilbage i foråret understreget, at hvis en del af et medlemsland løsriver sig, løsriver man sig automatiske også fra EU, og det nye land, skal derfor søge om selvstændig optagelse. For at et land kan blive optaget, skal der være enighed blandt alle nuværende EU-lande om at optage landet. Det budskab blev gentaget i dag. Det kan selvsagt blive svært at overtale englænderne, til at det er en god ide at optage skotterne i EU, men jeg tror nu heller ikke, at de vil få støtte fra f.eks. spanierne. Hvis spanierne støttede et selvstændigt Skotland i EU, hvad ville der så være i vejen for et selvstændigt Catalonien i EU? Er der overhovedet flertal for et Skotland i EU? Skotland er i engelsk forstand, ræverødt, og Labour har, indtil et par uger før EU-parlamentsvalget i maj, støttet op britisk EU-medlemsskab. Grunden til det kølnede forhold til EU, syntes dog mest at være et desparat forsøg på at lukke en flanke af overfor UKIP. Mere taktik end egentlig politik. Derfor er der nok et flertal for Skotland i EU.
Spørgsmålet om, hvad der står på pengesedlerne når man åbner sin pung, kan meget vel være afgørende for, hvor krydset sættes.

Måske har panikken efter målingen også bredt sig til Buckingham Palace, for i dag annoncerede hoffet, at Kronprinsessen venter barn. Officielt hedder det sig, at det skyldes medicinske årsager, at det allerede bliver meldt ud nu. Kronprinsessen lider åbenbart meget af morgenkvalme, hvad hun også gjorde da hun ventede Prins George, så hun var nødsaget til at aflyse dele af hendes program. For, at det ikke skulle lede til spekulationer, annoncerede man det derfor allerede nu. I øvrigt ganske belejligt tidspunkt at puste til nationalfølelsen. Skotland vil dog fortsat have Dronning Elizabeth som monark, skulle de vælge løsrivelse. Hun er iøvrigt i dag monark for tretten andre nationer end Storbritanien. 

Hvad der sker i de næste ti dage bliver meget spændende, og jeg ser frem til at følge det. Er det 304 års nationalt fællesskab, der bliver smidt på porten, eller er unionen klar til det 21. århundrede? En ting er helt sikker, det er “too close to call”.

Er det sådan flaget kommer til at se ud efter 18. september?

Udgivet i Politik, UK | Skriv en kommentar

Maldiverne

Som jeg nævnte i sidste indlæg, tilbragte vi en god del af sommerferie på en maldivisk tropeø. Der er ingen grund til at hælde om sig med superlativerne omkring vores lille ø, billederne burde tale for sig selv. En aften havde jeg sat kameraet til at fange solnedgangen, desværre var der ret skyet den dag, men jeg synes resultatet det til trods, er blevet ganske hæderligt. Det hjælper i hvert fald os med at huske tilbage på en dejlig ferie.

Udgivet i Sommerferie, Video | Skriv en kommentar

Sommerferien

Det regner udenfor, og jeg ville egentlig helst have vanter på i morges, da jeg kørte på universitetet. Sommeren er vist officielt forbi. Den har også været begivenhedsrig, så det gør ikke så meget, at vejret bliver middelmådigt, når hverdagen melder sig igen.

Der er sket meget siden vi tog af sted fra Oxford i midten af juli, og til, at jeg kom hjem igen i fredags. Først og fremmest var vi på 12 dages cykeltur på Sri Lanka, derefter en uge på Maldiverne. Vores fælles ferie sluttede desværre her, hvor Julie tog hjem til Oxford, mens jeg fortsatte mod Seoul til ICM, dog med nogle dage i Beijing på vejen.

IMG_9229

Der kunne skrives mange lange historier, og for at spare læseren for det, og fordi billeder som bekendt siger mere end 1.000 ord, så er billedegalleriet nu opdateret med billeder fra nogle af vores oplevelser.

Lige nu er der kun billeder fra Sri Lanka, men i løbet af de næste par dage er der også billeder fra resten af turen.

Opdatering: Nu er der billeder fra Maldiverne, Beijing og Seoul.

Udgivet i Foto, Rejse, Sommerferie | Skriv en kommentar