TEDx Oxford

Kender du TED? Hvis ikke så er det vidst på tide. TED er en international organisation, der arrangerer konferencer med foredrag hvor Technology, Entertainment og Design mødes. Foredragene er kun omkring 15-20 minutter lange, og det er altid superinteressante mennesker der taler om spændende emner. På TED.com ligger alle TED-foredrag tilgængelige – nok til dagevis af inspiration.

Hvorfor bruger jeg tid på det her? Fordi, der i søndags var TED-event i Oxford. Julie havde sikret os to billetter, til det ellers totalt udsolgte arrangement. Der var elleve foredrag fordelt på hele dagen. Foredragene kom vidt omkring, og handlede om alt fra, personlige erfaringer fra at arbejde 19 år som personlig assistent for Nelson Mandela, eller hvordan man kan gøre pengeindsamling til velgørenhedsarbejde i udviklingslande anderledes end det klassiske “hjælp disse fattige mennesker, fordi det er synd for dem”, til foredrag om kvantecomputere.

Et foredrag, der var særligt interessant, var af evolutionsbiologen Armand Leroi. Umiddelbart troede jeg, at han ville tale om noget med dyrs eller menneskers udvikling, givet hans profession. Det handlede derimod om musikkens evolution, særligt havde han sat sig for at undersøge, om det passer når folk siger, at alt musik i dag lyder ens. Her taler vi popmusik – eller populærmusik, for han havde fokuseret på alle numrene fra den amerikanske top 100 siden 60’erne. Der var set på forskellige parametre, f.eks. hvor ofte en særlig D-mol’s akkord blev brugt, osv. Det måske mest overraskende var, at det var særligt i starten af 1980’erne, at musikken var mest homogen. Det skyldtes udviklingen af synthesizeren, der kom til at dominere 80’er musikken.
Der var også en helt tydelig musikrevolution. Med Run DMC’s Walk this Way fra 1985, der er et kryds mellem rock og rap, blev vejen banet for rappens indtog i den amerikanske mainstream musik. Det gjorde ekstremt meget for diversiteten i musikken, og nok til at overdøve synthesizerens homogeniserende effekt.

Leroi talte også om, hvordan han har lavet et projekt, hvor musik selv kan få lov til at udvikle sig. Her kan to musikstykker formere sig, og på den måde få flere og flere generationer af musikstykker, der er mere og mere komplicerede. Ganske som med biologiske organismer. For at få den naturlige selektion ind i billedet, gav han, via internettet, en masse mennesker forskellige stykker musik, som programmet havde genereret, og bad dem rangordne dem efter kvalitet. De bedste fik lov at leve, de dårligste døde. Uden andet input endte han med noget, der faktisk slet ikke var så ringe endda. Ret imponerende, og en meget sjov ide. Der er mere om projektet Darwin Tunes her.

Det var en rigtig god dag, og jeg kan kun opfordre til, at man tager til et TED-arrangement, hvis man får muligheden, og ellers, at man klikker rundt på ted.com, for der er masser af øjenåbnende foredrag.

Reklamer

Om Jakob

Mathematical Consultant at the Smith Institute.
Dette indlæg blev udgivet i Kultur. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s