Uafhængighedsafstemning II

Det er nok gået de færrestes næser forbi, at skotterne torsdag valgte at blive i unionen, kun 45% ville være selvstændige mod 55% der ville forblive en del af Storbritanien.

Dette billede er fra et af de 32 optællingssteder, hvor tællerne sidder og venter på, at stemmesedlerne begynder at komme ind. Billedet er et tydeligt bevis på, at ligemeget, hvormeget skotterne gerne vil være selvstændige, så er de gennemsyret britiske: de har refleksveste på indenfor, og deres job er at sidde på en stol og tælle. Der er sikkert en eller anden, der har sagt noget dumt om ‘health and safety’, men så er det godt, at alle af den slags eventuelle problemer kan løses med en refleksvest.

Efter valget har der været meget snak om den store valgdeltagelse, og hvordan det virkelig havde fået gang i den politiske debat i Skotland. Omkring 85% af alle stemmeberettigede stemte. Det var ny skots rekord. Imodsætning hertil var stemmeprocenten til europaparlamentet i juni på sølle 30% og 64% til parlamentsvalget i 2010. Til sammenligning stemte 87,7% af de stemmeberettigede danskere til folketingsvalget i 2011. Afstemningen blev kaldt en sejr for demokratiet. En af de ting, der er blevet nævnt flere gange, var at hver stemme talte lige meget. Til et normalt valg kan man kun stemme på en person fra hvert parti i sit lokalområde, og det er personen med flest stemmer, der kommer til Westminster. Resten af stemmerne er spildt. Det kan sagtens være med til at holde folk hjemme, når resultatet er givet på forhånd.

I ellevte time blev Gordon Brown, der godt nok er skotte, men også en af de mest upopulære premieministre i nyere tid, hevet ind for at få nej-kampangen tilbage på sporet. Noget af det Brown er virkelig god til, er politiske taler. Han turnerede Skotland tyndt og holdt sig ikke tilbage med retorikken. Dagen før afstemningen holdt han en TV-transmitteret tale fra et politisk arrangement. I sin tale, uden manuskript, sagde han bl.a.:

“Vi udkæmpede to verdenskrige sammen. Og der er ikke én kirkegård i Europa, som ikke har skotter, englændere, walisere og irere liggende side om side. Og når unge mænd blev såret i disse krige, kiggede de ikke på hinanden og spurgte, om den anden var skotte eller englænder, de hjalp hinanden, fordi de var del af en fælles sag. Og vi vandt ikke kun disse krige sammen, vi opbyggede fred sammen, vi opbyggede sundhedvæsnet sammen, vi opbyggede velfærdstaten sammen, vi vil bygge fremtiden sammen.”

Der bliver virkelig spillet på alle følelsesregistrets tangenter. Det var dog ikke kun snak om den fælles historie, der fik overbevist tvivlerne. En af de ting han havde med i gaveposen var et løfte om mere selvstændighed, og han fik alle de store partiers ledere, Cameron, Clegg og Milliband, til at underskrive en aftale om mere selvstændighed på en række områder med skat og sygehuse som de vigtigste. Det var kun overskrifter, og intet konkret. Alligevel var det løfter om mere selvstændighed. Cameron var næsten kun lige trådt ned fra talerstolen foran Downingstreet 10, hvor han lovede at holde sine løfter til skotterne, før de første kritikere løftede deres røst. Var det en for stor pris at betale for at beholde skotterne i unionen? Hvis skotterne skal have mere selvstændighed, så skal englænderne det skam også. Der er nemlig en ret speciel situation i Storbritannien: Da Skotland, Wales og Nordirland fik deres eget parlament i slut-90’erne, fik englænderne ikke noget til gengæld. England styres af underhuset i Westminster, og i det sidder der repræsentanter fra Skotland, Wales og Nordirland, der stemmer om ting, der kun har relevans i England, mens at englænderne intet har at skulle have sagt om de samme spørgsmål i de andres nationale parlamenter. Hvis “devo max”, som de har kaldt det (devolution betyder selvstændighed), skal føres ud i livet, bliver det nødvendigt, at ændre en del på tingene i Westminster. Konklusionen bliver nok, at det kommer til at ligne den tyske eller amerikanske føderale struktur. Det spil er dog først lige gået i gang, og vil formentligt fortsætte i de næste mange år. Det kan godt være, at Cameron vågnede som en lettet mand fredag morgen, men hans problemer synes kun lige begyndt.

Reklamer

Om Jakob

Mathematical Consultant at the Smith Institute.
Dette indlæg blev udgivet i Politik. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s