Halløj i banken

“Ved denne kontotype kan du selv vælge om, du hvert år vil have seks biografbilletter, et bladabonnement eller et medlemsskab af en gourmetklub”, sagde bankdamen med tydelig begejstring i stemmen. Faktisk så begejstret som hun overhovedet havde været under hele vores møde. “Kan man ikke få en højere rente i stedet?” ville jeg have spurgt, men det ville have været fejt, når hun nu var så tydeligt begejstret for produktet. I stedet nikkede jeg blot pænt og sagde, at det ville jeg naturligvis tage med i mine betragtninger.

For, at det her giver mening, skal vi vist starte et lidt andet sted. I England har man en særlig type bankkonto, en såkaldt ISA (individual savings account), hvor det beløb man indsætter bliver forrentet skattefrit. Der er en øvre grænse på, hvor meget man årligt kan indsætte. Da skatteåret slutter på lørdag, og jeg ikke har fået oprettet en ISA i det nuværende år, skulle jeg have gjort det i dag. Det blev til et interessant indblik i, hvordan den engelske bankverden fungerer.

ISA kontoerne blev konstruerede for at tilskynde englænderne til at spare op. Man kan supplere sin ISA konto med et ISA-aktiedepot, hvor man i stedet kan putte sine penge i en investeringsforening, og en eventuel gevinst er skattefri. Jeg havde egentlig tænkt mig, at jeg ville have mig sådan en. På bankens hjemmeside kan man oprette et sådant depot – hvis man altså har boet i England de seneste fem år. Det har jeg knapt. Jeg gik derfor i min lokale filial, for så måtte de da kunne oprette den for mig der.

“Aktiedepot? Aktier? Altså sådan nogle der går op og ned?” spurgte bankdamen mig. Ja, det mente jeg nok, at det var noget i den retning jeg gerne ville have. “Nej, det er sandelig ikke noget vi har noget at gøre med her i banken” var svaret. Det synes jeg umiddelbart var lidt underligt, når jeg nu lige havde set det på bankens hjemmeside.
“Ahh, men det er fordi, det er kun et online-produkt. Det kan vi sandelig ikke hjælpe dig med, det må du klare online. Vi kan i hvert fald slet ikke rådgive om det. Det er alt for usikkert til, at vi vil have noget med at gøre. Ja, at du ikke kan oprette det selv på Internettet, kan vi desværre ikke gøre noget ved. Men vi kan hjælpe dig med en almindelig ISA-konto”. Det måtte jeg jo så nøjes med.

Jeg blev så vist ind i et lille lokale, hvor en rådgiver sad – ja, eller nærmere bankansat, for rådgiver måtte de ikke kalde sig selv mere. Inden mødet går i gang finder ‘rådgiveren’ et plastlamineret dokument frem, hvor hun begynder at læse op. Hun skulle informere mig om, at jeg ikke kunne holde dem ansvarlige for noget som helst, og, at hun ikke var en rådgiver. Fair nok. Det kan måske være lidt svært for nogle at gennemskue, at bankerne er forretninger, der skal tjene penge, og at rådgiverne i virkeligheden er sælgere. Det gjorde hun dog ganske klart.

Som et efterspil til finanskrisen har de engelske banker, været gennem et meget strengt eftersyn. Min bank har afskaffet alt form for rådgivning, og det er de ikke alene om. Flere andre store banker har gjort det samme. De er samtidig blevet meget firkantede, og nærmest al interaktion med kunderne skal ske efter meget udførlige drejebøger.

Det første lange stykke tid af mødet går med, at vi slavisk gennemgår et længere netbaseret spørgeskema, der først og fremmest skal bruges, så jeg ikke senere kan komme efter dem, hvis jeg har tabt penge. Jeg fik efterfølgende en kopi af mine svar, så jeg ikke kunne modsige dem senere. Derudover, skulle hun indtaste en masse oplysninger om min økonomi, så computeren kunne finde den mest relevante type konto til mig. Hun må naturligvis ikke selv finde ud af det. Banken har ikke stor nok tillid til deres ansatte til det. Sikkerhed er vist nøgleordet her. Jeg havde naturligvis gjort mit forarbejde inden jeg kom i banken, og vidste præcist, hvilken konto jeg skulle have, og havde gjort det klart for ‘rådgiveren’ fra starten af mødet. Det var lige meget, vi skulle igennem hele den rituelle ‘dans’.

Jeg fik dog endelig oprettet min konto. Men fordi pengene der skulle indsættes på ISA-kontoen stod på en særlig online-konto, kunne hun desværre ikke flytte pengene! Det måtte jeg selv gøre, når jeg kom hjem. Ok, det måtte jeg jo så gøre. Der er åbenbart forskel på bankens online-forretninger og filialer.

Derefter var vi kommet til et eftersyn af mine eksisterende konti. Det var her hun lyste op, for nu skulle hun ikke følge en manual mere. Det var nok med udsigten til, at hun kunne fortælle om gourmetklubben og biografbilletterne. Det er kutyme i engelske banker, at man det første år får en særlig bonus rente oveni kontotypens basisrente – for at lokke nye kunder til. Efter et år kan man så komme ned i banken igen, og få sig en ny bonus. Der er nok mange, der enten ikke er klar over, at man bare kan få bonusrente et år mere – det var jeg i hvert fald ikke, for det giver ikke meget mening. På den måde sparer banken jo nok en hel del penge. Derudover får de også dig ind i banken, og vil forsøge, at enten sælge dig en forsikring eller et lån.

Da vi så langt om længe var færdige, så ville hun lige fortælle mig lidt om, hvad der nu skulle ske. Det kunne nemlig godt være, at der ringede en for at spørge lidt til, hvordan servicen havde været i banken, og om man ville anbefale banken til andre. Særligt det sidste, gjorde hun meget ud af at fortælle, at man skulle angive det på en skala fra 1 til 10, hvor sandsynligt det var, at man ville anbefale banken til andre. Hvis jeg mente, at det ville jeg, var det vigtigt, at jeg sagde 9 eller 10 – et 8-tal blev betragtet i deres system, som en fiasko – så jeg kunne nok forstå, at det var 9 eller 10 – hvis jeg ville anbefale dem.

Det er på ingen måde kun er min bank, der er så firkantet. Det er hele branchen. De stive rigide regler er lavet for, at banken kan have ryggen fri, og hjælpe de kunder, der ikke nødvendigvis har undersøgt forskellige muligheder inden de kommer i banken. For mange kunder er reglerne derfor en hjælp. Jeg fik så en oplevelse ud over det sædvanelige, og på den måde vinder alle jo.

Reklamer

Om Jakob

Mathematical Consultant at the Smith Institute.
Dette indlæg blev udgivet i De er skøre de briter, UK. Bogmærk permalinket.

2 svar til Halløj i banken

  1. malene siger:

    Hej Julie og Jakob
    Jeg faldt lige over jeres blog – vi er også to danskere, som bor i Oxford – og faktisk også i Summertown! Verden er lille;-)
    Det har været spændende at læse jeres blog og vi er blevet lidt klogere på England og Oxford end vi var før. (Vi kom først hertil i Juli 2013 og der er stadig mange ting, som vi ikke helt har styr på endnu).
    Mvh Michael og Malene

    • Julie siger:

      Hej Michael og Malene,

      Det er godt at høre, at I har fået noget ud af vores blog og sjovt at der er andre danskere i Summertown. Læser I her også? Hvis I har lyst til en kop kaffe en dag, må I endeligt sige til.

      Mvh. Jakob og Julie

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s