Den har været længe undervejs, og der har været talt rigtig meget om den her i Oxford – den nye bygning, der skal huse hele matematisk institut. I de seneste mange år, har matematisk institut været spredt ud på tre forskellige lokaliteter i byen – dog relativt tæt på hinanden, men det har aldrig føltes som et institut. Jeg har flere gange oplevet, at tale med en person, der også viste sig at læse matematik i Oxford, men jeg aldrig havde mødt, fordi vi hørte til i forskellige bygninger. Nu er vi flyttet ind i den nye bygning, og så skulle der jo helst være lidt mere synergi mellem de forskellige forskningsgrupper.
Det er mere end tolv år siden, at man begyndte på planerne om en ny bygning. Universitetet var ikke villige til at smide alt for mange penge i projektet, så man var nød til at hente penge hos fonde og private donatorer, og det tog en del tid. Som det står i dag, har bygningen kostet intet mindre end £70 mio – eller 630 mio kr i dagens kurs – det er også en sjat.
Udsigten fra fællesrummet.
I går fandt den officielle åbning sted. Om dagen var der forelæsninger, som sluttede med, at Andrew Wiles (manden der beviste Fermats sidste sætning – altså, at der ikke findes nogle heltalsløsninger til xn + yn = zn når n er større end 2 og x,y,z må ikke være nul – ellers er det for nemt) holdt en forelæsning om udfordringerne i moderne talteori. Auditoriet var helt proppet. Det var jo trods alt også Wiles. Han er det, der kommer tættest på en matematisk superstjerne. Bruger man ham som definition er det klart, at matematiske superstjerner ikke er som andre superstjerner. Han holder sig meget for sig selv, og er ikke meget for, at gøre et nummer ud af sig selv. Derfor er det også lidt ironisk, at den nye bygning nu hedder the Andrew Wiles Building i hans ære. Wiles læste en matematikbachelor her i Oxford, men forlod siden til fordel for Cambridge, og senere Princeton (hvor han beviste Fermats sidste sætning), og kom tilbage til Oxford på samme tid som jeg.
Andrew Wiles holder åbningsforelæsning i et fyldt auditorium om udfordringerne i moderne talteori.
I det hele taget har det matematisk været lidt af en uge her i Oxford. I forbindelse med den officielle åbning i går, har man haft fire konferencer parallelt kørende. Alt fra matematisk biologi og homotopiteori til talteori og matematisk fysik. Tilmed har talerne været meget højtprofilerede matematikere. Der findes ingen Nobelpris i matematik, til gengæld har vi Fields-medaljen, som er mindst lige så prestigefyldt (muligvis svære at få, fordi modtagerne ikke må være fyldt 40). I løbet af sidste uge har mindst fire Fieldsmedalister holdt forelæsninger, og derudover har der været masser af andre modtagere af store matematiske priser. På et tidspunkt i går overvejede jeg, om universet måske ville implodere med en så stor hjernekapacitet samlet på samme tid og sted (det må have givet en eller anden form for bule i rumtiden).
Edward Witten (tv) er en af de største matematikere i dag. Han har lagt navn til flere matematiske objekter end stort set alle andre – og så er han faktisk fysiker. Han vandt Fieldsmedaljen i 1990. Til højre er det Nick Woodhouse, matematikprofessor i Oxford.
I går aftes var der så den officielle åbning, hvor alle spidserne var kommet for at klappe hinanden på skulderen og skåle i prosecco. Selveste rektor, Andrew Hamilton, havde fundet tid til at komme (han har forøvrigt sikkerhedsvagter med sig rundt!), men også ministeren for universiteterne, David Willett var fremmødt. Derudover var der naturligvis de store donatorer, der skulle se, hvad alle deres penge var gået til.
Rektor, Andrew Hamilton, (midten) med minister for universiteterne, David Willett (th).
De ph.d.-studerende var også inviteret – eller i hvert fald til drinks og taler – men da ‘de voksne’ gik til festmiddag på Sommerville College efterlod de os med alle prosecco-slatterne – og det var ikke så ringe endda.
De studerende er også begejstrede for den nye bygning.
Det er en ret flot bygning. En af de mest markante ting er krystallen, der giver lys til underetagen.
Hvem manden med kæden om halsen er, aner jeg ikke, men med sådan en kæde må man nødvendigvis være vigtig.
Nederst er området med alle auditorier og undervisningslokaler. I midten er indgangen til nord- og sydfløjen, hvor alle kontorerne findes. Øverst i glasburet er vores store fællesrum. Det usmagelige lilla ‘club’-lys er der heldigvis ikke til daglig.
Billede fra fællesrummet.
I fællesrummet er der hvide borde og tuscher, så man kan lettere kan tale matematik.
Matematisk institut ved aftenstid.
Den nye bygning ligger meget belejligt lige ved siden af pubben The Royal Oak.
Udover billederne her på siden, har jeg taget lidt billeder fra den nye bygning, som du kan se her.
