Eller hvordan er det nu det er? Der er ikke mange indtryk fra 1. klasse, jeg kan huske her 22 år efter, men en ting jeg husker er, at vi havde billeder af bogstaver hængende på væggen. Bogstaverne var farvet røde eller sorte, alt efter om det var konsonanter eller vokaler – og Y var farvet rød.
Går man ind i en engelsk 1. klasse, vil Y være farvet halvt sort og halvt rødt. For på engelsk er Y åbenbart både en konsonant og en vokal. En konsonant er, i hvert fald på engelsk, i følge Oxford Dictionaries defineret som “en grundlæggende talelyd, hvor åndedrættet delvist blokeres”. Det vil sige i ord som yellow, beyond, yes og yogurt lyder Y som j, og er en konsonant. Omvendt forholder det sig med ord som by, cycle, my og baby hvor Y lyder so I, og derfor betragtes som en vokal.
Spørger man Oxford Dictionaries hvad der er mest rigtigt, konkluderer de, at det oftes bruges som en vokal, men når det optræder som vokal, kan det ofte erstattes med I. Omvendt, har man ikke den samme konsistente regel (selvom det godt kunne se sådan ud på mine eksempler), når Y optræder som konsonant, og derfor har man traditionelt opfattet Y som en konsonant. En kort rundspørge blandt mine medstuderende viser da også, at Y opfattes som en konsonant.
De er skøre, de briter.
