Y er da en konsonant

Eller hvordan er det nu det er? Der er ikke mange indtryk fra 1. klasse, jeg kan huske her 22 år efter, men en ting jeg husker er, at vi havde billeder af bogstaver hængende på væggen. Bogstaverne var farvet røde eller sorte, alt efter om det var konsonanter eller vokaler – og Y var farvet rød.

Går man ind i en engelsk 1. klasse, vil Y være farvet halvt sort og halvt rødt. For på engelsk er Y åbenbart både en konsonant og en vokal. En konsonant er, i hvert fald på engelsk, i følge Oxford Dictionaries defineret som “en grundlæggende talelyd, hvor åndedrættet delvist blokeres”. Det vil sige i ord som yellowbeyond, yes og yogurt lyder Y som j, og er en konsonant. Omvendt forholder det sig med ord som by, cycle, my og baby hvor Y lyder so I, og derfor betragtes som en vokal.

Spørger man Oxford Dictionaries hvad der er mest rigtigt, konkluderer de, at det oftes bruges som en vokal, men når det optræder som vokal, kan det ofte erstattes med I. Omvendt, har man ikke den samme konsistente regel (selvom det godt kunne se sådan ud på mine eksempler), når Y optræder som konsonant, og derfor har man traditionelt opfattet Y som en konsonant. En kort rundspørge blandt mine medstuderende viser da også, at Y opfattes som en konsonant.

De er skøre, de briter.

Reklamer

Om Jakob

Mathematical Consultant at the Smith Institute.
Dette indlæg blev udgivet i De er skøre de briter, Sprog. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s