Hvordan bliver man optaget på universitetet i Oxford?

Det er ikke den store nyhed, at det er vanskeligt at blive optaget her på universitetet. Sidste år hjalp jeg med, at rette optagelsesprøverne for nye bachelorstuderende. I år har jeg været med til den mere interessante del af optagelsesproceduren, nemlig interviews med ansøgere.

Optagelsesproceduren er lang, og starter et år før studiestart, med en formel ansøgning til universitetet med en motiveret ansøgning, anbefaling fra lærer og karakterer. Herefter er der for matematiks vedkommende en prøve, og baseret på prøvens udfald, bliver man så indkaldt til samtale på det college man har søgt om optagelse på. Samtalerne foregår i midten af december. Da jeg i år har været underviser på Jesus College, var jeg med til samtalerne på dette college.

Det er lidt forskelligt fra college til college, hvordan man vælger at gøre det, men på Jesus college får hver ansøger tre interviews af 20 minutters varighed. I hvert interview testes der på lidt forskellige parametre, men idéen er, at ansøgerne bliver udsat for noget matematik, de ikke kender til. På den måde kan vi bedre se, hvordan de tænker og reagerer på nye ting. Naturligvis er det vigtigt, at de nye studerende kan så meget matematik som muligt, men det vigtigste er dog, at de kan tænke. Derfor kan du sagtens blive optaget på universitetet, uden at have alt rigtigt i optagelsesprøven. I år skulle man svare rigtigt på mere end 55% af opgaverne, for at komme til samtale. Når man først er blevet indkaldt, kan alt jo ske.

Gode privatskoler, både i England og internationalt (særligt i Asien), har særlige matematiklinjer, hvor eleverne bliver trænet i optagelsesprøverne fra Oxford, Cambridge og amerikanske eliteuniversiteter. Det reflekteres meget tydeligt i resultaterne, hvor gode asiater ligger væsentligt over briter fra gennemsnitsgymnasiet. Men min oplevelse med samtalerne var dog helt klart, at briterne, gennemsnitligt, klarede sig bedre end de højtscorende asiater. Man kan træne sig til meget, men ikke til at tænke selvstændigt – og det er dem vi skal finde.
Det så vi helt tydeligt udfoldet i år, hvor en asiatisk student svarede rigtig på 99% af den indledende test, men til samtalen faldt han helt sammen. Udsat for ny matematik, var der ingen positiv reaktion. Man kan træne sig til meget, men ikke at tænke selv. Derudover var en del af problemet var nok, at det engelske haltede en del. Det var et gennemgående tema, som vi så hos flere. Der var problemer med, at fange deltaljerne i matematikken, pga. manglende engelskkundskaber.
Omvendt havde vi en kandidat fra London, som egentlig ikke burde have været til samtale, fordi han kun havde svaret rigtig på 53%, men fordi han kom fra et fattigt område af London, hvor skolerne er dårlige fik han lov, at komme med alligevel. Det var dog helt klart, at han var i stand til tænke en løsning frem af sig selv. Til trods for, at asiaten svarede næsten korrekt på dobbelt så mange spørgsmål i den skrevne tekst, som kandidaten fra London, så var det den engelske kandidat vi endte med at tage, fordi vi vurderede, at han havde mest potentiale.

Det var et par interessante dage, hvor vi i alt havde 18 ansøgere, der havde søgt Jesus College som førsteprioritet, til samtale, og en del flere, der havde valgt Jesus college som deres andenprioritet. Af dem skulle vi finde frem til de syv, som vi skulle bruge. Jeg var meget spændt på, hvordan det ville gå, og det var mange af ansøgerne helt klart også. De fleste var meget nervøse, mens nogle næsten var for afslappede, for så godt gik deres samtaler altså heller ikke.

Efter samtalerne mødtes vi tre hold, der kørte samtalerne på Jesus College, for at diskutere, hvem vi skulle tage. Alle kandidaters navne kom op på tavlen. Hvem skulle vi optages? Nogle var sikre, og deres navn blev understreget, mens andre var alle enige om, vi ikke kunne bruge, og deres navn blev gennemstreget. Men der var også en stor gruppe, hvor vi var uenige. Hos nogle hold havde en kandidat gjort det rigtig godt, og hos andre forfærdeligt. Efter lange diskussioner frem og tilbage endte vi med fire, som skulle til en sidste og afgørende samtale den efterfølgende dag. Heldigvis var billedet herefter ret klart, og vi fik sat vores hold af matematikere til næste år. Det endte faktisk med, at alle vi havde til en ekstra samtale blev optaget på universitetet – dem vi afviste endte på et andet college i stedet.

Efter en lang og interessant proces endte vi med et godt hold studerende, som jeg næsten allerede føler jeg kender, fordi vi diskuterede længe, hvem der skulle ind, og hvem der ikke skulle, så nu ser jeg bare frem til næste år, så vi kan se om vi fik ret i, at det var en god idé, at optage disse syv studerende.