EM 2012

At være i Oxford i øjeblikket er mere interessant end ellers. Nationalismen blandt de studerende er normalt gemt væk, men når hjemlandets landshold går på banen kommer den frem i fuldt flor.

Et af de største steder folk samles for at se sport er The Uni Club, og det gælder naturligvis også under europamesterskaberne. Ved hver kamp er der kommer fans fra begge hold derhen, og det er noget sjovere at heppe på Spanien sammen med en flok spaniere end at sidde alene hjemme foran skærmen. Jeg havde fået lokket Julie med derhen for at se Danmarks sidste kamp mod Tyskland, så jeg ikke skulle sidde alene med min klaphat blandt alle tyskerne. Der er ikke mange danskere i Oxford, faktisk har jeg ikke mødt andet end et par stykker, men denne aften på The Uni Club var der mange. Rundt omkring i små grupper kunne det danske sprog høres, blandt larmen fra tyskerne der omringede dem – og særligt gav de sig til kende da Danmark scorede. Selvom Danmark tabte var det en sjov aften, og selv Julie, der normalt ikke er til fodbold, synes det var sjovt. The Uni Club har to etager. Kampen mellem Danmark og Tyskland blev vist i stueetagen mens kampen mellem Portugal og Holland blev vist på overetagen, så selvom vi ikke så den anden kamp, kunne vi sagtens takket være tilskuerne sagtens følge med i stillingen og om der var store chancer – det gav en rigtig god stemning.

Søndag spillede England kvartfinale mod Italien, og jeg tænkte, at det nok var bedre at opleve den rigtige stemning et sted, der ikke var proppet med italienere – altså væk fra The Uni Club, og muligvis helt væk fra Oxford. Da jeg havde en bil, kørte jeg en tur til en lille flække Aston Clinton en times tid væk fra Oxford (sagen var, at jeg var på vej til Stansted for at hente Julie, og dette var på halvvejen). Det endte med at blive næsten et antropologisk feltstudie i livet på engelske pubber i midtengland.

Jeg er normalt meget stor fan af pubberne i Oxford. De har utrolig meget charme og er meget tiltalende. Lad os bare sige, at standarden i Aston Clinton ikke er helt den samme som i Oxford. Pubben, The Rothschild Arms, var overdekoreret med engelske flag og billeder af Skt. George (deres skytshelgen). Interiøret var i det hele taget noget slidt, og det nyeste var et stort fladskærms TV, hvor fodboldkampen bragede ud gennem højtalerne. Det var helt klart her de lokale kom for at få deres sportsfix. Pubben var delt i to rum, det ene med borde og stole hvor TV’et var, og et andet med et stort billiardbord og fire dartskiver. Væggene var dækket med ranglister og resultater af både billiard, dart og beretninger om det lokale cricketholds bedrifter. Gulvet var dækket af et tykt rødt gulvtæppe, og kun 40 cm omkring bardisken var let vaskeligt linoleum. Et skilt i døren frabad sig da også snavsede støvler i pubben – gulvtæppet skulle jo helst ikke blive ulækkert! Muligvis er englændere bedre end danskerne til at holde pintsene i glasset og ikke på gulvet, for har man set et gulvs tilstand efter en almindelig fredagsbar på universitetet, så tør man ikke tænke på tilstanden af denne pubs gulvtæppe. Iøvrigt er englænderne kendt for at udnytte overfladespændingen på pints, så jeg tør godt konkludere, at gulvtæppet var klamt uden nærmere inspektion. Når vi nu er ved gulvtæpper, har jeg ladet mig fortælle, at gulvtæpper på badeværelser – også omkring toiletter – er ganske almindeligt. Jeg har dog heldigvis ikke selv set det endnu.

Kampen starter fint, og England spiller godt de første 2o minutters tid, men der sker ikke rigtig noget. Det bliver ikke til nogen mål, og italienerne bliver mere og mere dominerende. Det er helt tydeligt, hvordan folk bliver mere og mere frustrerede, og da en engelsk spiller for jeg ved ikke hvilken gang, fejlafleverer en bold, der dermed ender på italienske hænder, rejser en kvinde sig med et sæt og råber af fjernsynet “We’re playin’ in fucking white!”. Den tone fortsatte, og blev mere og mere opgivende og hadsk mod de engelske spillere – fodbold er serious business herovre. Jeg fik desværre ikke afslutningen af kampen med, da jeg skulle hente Julie og kampen løb i overtid og straffesparkskonkurrence, som Italien som bekendt vandt.

Iøvrigt kan jeg rapportere, at engelske fodbold kommentatorer til tider kommer med lige så dumme bemærkninger som de danske. Under kampen blev der blandt andet sagt “nu vil være et rigtig godt tidspunkt at score” – altså imodsætning til for ti minutter siden?

Jeg har taget et par billeder, der viser lidt af pubben.

Reklamer

Om Jakob

Mathematical Consultant at the Smith Institute.
Dette indlæg blev udgivet i Foto, Kultur, Sport. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s