Fresher’s Fair

I dag var det tid til det store Fresher’s Fair, hvor alle de mange forskellige studenterforeninger havde en bod. Altså et stort udstillingsvindue for alle foreninger, og så kunne alle vi Fresher’s (det vi i Aarhus kalder russer), ellers gå rundt og snakke med de forskellige vi fandt interessante.

Der var nok at vælge imellem. Mere end 450 klubber og societies  havde boder, og det giver sig selv, at der så var endog meget stor spredning på de forskellige typer af foreninger. Alt fra regionale foreninger, så hvis man vil møde andre studerende fra Skandinavien så var der er en forening for det, eller hvis man var meget interesseret i polsk eller nigeriansk kultur, så var der også noget der. Alverdens forskellige almindelige og ualmindelige sportsgrene. Danseklubber, sangklubber, alt i foredragsforeninger, 4 forskellige vinklubber, en fotoforening og jeg kunne blive ved.

Det var et ganske godt arrangement, og jeg fik da også talt med et par forskellige foreninger. Der var naturligvis også en spejderforening, og sørme om der ikke stod en dansk spejder, og hvervede medlemmer – dog var han KFUM’er, så jeg kunne jo ikke love, at jeg ville komme til deres møder. Jeg fandt mig en løbeklub, og det kunne meget vel være her jeg kom til at bruge noget tid. De har i hvert fald fællestræning flere gange om ugen, så der skulle være mulighed for at få det til at passe ind.

De forskellige foreninger var opdelt i emner, så man overskue det hele. Det hele var meget fint organiseret, og det meste var ensrettet, så man automatisk kom hele vejen igennem. Til sidst var der et par rum, som man selv skulle vælge til. I det ene, som man ikke skulle tvinges igennem, var der rollespilklubber og ikke mindst Oxford Star Trek Society, der hver mandag viser tre timers Star Trek! Der er noget for alle.

Oxford er et fantastisk sted!

Om Jakob

Mathematical Consultant at the Smith Institute.
Dette indlæg blev udgivet i Opstart. Bogmærk permalinket.

Skriv en kommentar