Dr Blaavand

Der er løbet meget vand under broen siden der en kold, mørk og regnfuld januardag lå et brev i vores postkasse på Herluf Trolles Gade i Aarhus. Det er måske lidt en kliché at sige, at det var et brev der ændrede vores liv, men det gjorde det. Brevet var fra Rejselegat for Matematikere. Dette, bland matematikere, sagnomspundne legat, der gjorde modtageren i stand til at rejse ud i verden for at lave en ph.d. – og tage sin familie med. Det er snart 5 år siden.

Fredag den 13. november blev den foreløbige kulmination på de begivenheder som brevet satte i værk. Tilbage i slutningen af juli kunne jeg aflevere min ph.d.-afhandling, og den 13. november forsvarede jeg den. Forsvaret gik rigtig fint, og varede kun 1,5 time, hvilket på en oxfordsk skala er betragteligt under de gennemsnitlige to timer. Dertil kom, at de efterfølgende rettelser mest bestod af trykfejl. Rettelserne er indsendt og accepterede.

Som bekendt er jeg ikke den eneste, der har fået en ph.d. ud af vores eventyr i Oxford, Julie er også i gang med hendes ph.d., og vores eventyr i Oxford har derfor langt fra slut endnu.

Mens vi har hjemme i august, holdt jeg et foredrag på Aarhus Universitet om min afhandling og mine resultater. Da jeg gik ind af dørene på matematisk institut og så alle de nye studerende forsøge at finde deres vej igennem de gule murstensgange gik det op for mig, at det næsten på dagen var ti år siden, at jeg selv startede på matematisk institut.

Vi vendte tilbage til Oxford i september, hvor jeg startede mit job som matematisk konsulent hos the Smith Institute. Jeg er meget glad for arbejdet. Det er enormt spændende, og jeg kommer i kontakt med matematik, som jeg aldrig har beskæftiget mig med før.

Dr Blaavand.jpeg

Et ph.d.-forsvar i Oxford skal foregå i såkaldt ‘academic attire’, som for mænd betyder sort jakkesæt, hvid skjorte, hvid sløjfe, kappe og mortarboard. Sidstnævnte må man først tage på, når man har bestået. Billedet er taget før eksamen, og derfor er det Anton, der har mortarboardet på hovedet.

Udgivet i University of Oxford | Skriv en kommentar

Opdatering fra mælkebaren

Der har været meget stille på bloggen meget længe, til dels pga. Antons ventede ankomst men ikke mindst pga. Jakobs barslen med sin afhandling.

De sidste mange uger, før Anton meldte sin ankomst, har Jakob arbejdet på højtryk for at komme så langt som muligt med matematikken. Jeg har haft fem ugers barsel før termin, så jeg har haft god tid til at være husmor, forsker og administrator. Det har betydet, at fryseren blev fyldt med hjemmelavede færdigretter, at jeg fik indsendt en artikel, og at jeg fik ordnet alt det praktiske såsom testamente, livsforsikring, venteliste til børnepasning osv. Da jeg så småt begyndte at kede mig, og Jakob netop havde afsluttet matematikken i den sidste essentielle del af hans arbejde, ankom Anton. Timingen kunne ikke være bedre, og det var endda kun 5 minutter fra at være på terminsdatoen.

Fødslen gik rigtig fint og meget hurtig. Der gik kun 3,5 time fra vandet gik, som det første, til han var her d. 30. maj. Kampvægten var 3280 g, og vi målte ham selv til 53 cm, da de ikke målte på sygehuset. Næste dag tog vi hjem, trætte, spændte og meget glade.

De første par uger er gået med at finde ud af, hvordan man er nogens forældre (noget vi nok kommer til at arbejde videre med de næste mange år) og at lære den lille mand at kende. Han opfører sig meget eksemplarisk, så længe mælkebaren er åben døgnet rundt og bleen også bliver skiftet med jævne mellemrum. Diætistmoren er meget glad for, at amningen går rigtig godt og at han tager på. Jakob er supergod til at ordne alt det praktiske med madlavning, vasketøj, oprydning plus at hjælpe med alt det, der ikke kræver et indbygget mejeri. Jeg ved ikke, hvad vi havde gjort uden ham.

I de første par uger har vi også haft besøg af bedsteforældrene og været på kommunekontoret og fået ham registreret. Da vi ikke bor i Danmark, skal han ikke registreres i Danmark, og han får heller ikke noget CPR nummer, før vi flytter tilbage. Det virker ret underligt, når han er dansk statsborger. Vi skal dog på ambassaden i London inden for den nærmeste tid efter et pas, så vi kan komme hjem på sommerferie i august.

Nu er Jakob tilbage på kontoret og skriver på livet løs, men kommer tidligt hjem, hygger med Anton og laver mad. Anton og jeg har fået lidt gang i det sociale liv. Vi har været på baby cafe på

det lokale children’s centre (børnecenter) et par gange. Det er et kommunalt tilbud med hjælp til amning og socialt samvær med andre mødre og børn. De afholder også mange kurser og andre gode ting. I dag får vi besøg af nogle af mine veninder. Vi har også et ugentligt møde med de andre fra vores fødselsforberedelseskursus, men det er nu ikke lykkedes os at komme afsted endnu. Gruppen er spredt over hele byen, og det er lidt bøvlet at mødes. Jeg er heldigvis blevet adopteret af min venindes gruppe, hvor der tilfældigvis er 5, der bor lige rundt om hjørnet (bogstavligt talt – vores nabo er med). Så jeg ser derfor frem til en hyggelig barsel i Summertown. Så længe der kun er arrangeret en ting om dagen, så jeg kan få mig en lur eller to i løbet af dagen er alt godt.

Udgivet i Anton | Skriv en kommentar

Påsketraditioner – Hot Cross Buns

Højtider er opbygget om traditioner, og mange af de traditioner er baseret på mad. De fleste familier har meget stramme regler for fortolkningen af en julemiddag. Lige så stram er påskens mad dog ikke, men det er f.eks. ikke påske uden påskeæg.

I England er det ikke påske uden de såkaldte ‘hot cross buns’. Som det fremgår af billedet, så er det boller med et kryds ovenpå.

Hot Cross Buns

Hot Cross Buns

Vi har set dem de forrige år, og som de ligger i supermarkederne indpakket i glinsende folie, ligner de mest tarvelige tørre krydderboller med et kryds af glasur. Umiddelbart ikke det mest appetitvækkende man kan forestille sig. I år tog vi så chancen, men opgraderede dog til den lokale bagers udgave, og vi blev meget positivt overraskede.

FullSizeRender

Som det fremgår af billedet, så er bollerne fyldt med tørret frugt, som normalt er rosiner, men i vores version, var der også tranebær og æbler. Dejen er krydret med en blanding af kanel, muskat, og allehånde. En klassisk blanding, der i England går under navnet ‘Mixed spice’ (engelske ord er altid meget præcise). Krydset på toppen er ikke glasur, men blot lavet af en blanding af mel og vand. Bollerne har en sprød og klistret overflade, fordi de til sidst skal pensles med varm abrikosmarmelade. Nogle mener blot sukkervand, så ganske som julemaden, er der mulighed for fortolkninger.

De fleste spiser bollerne varme og med smør.

‘Hot cross buns’ har været en del af engelsk historie i rigtig mange år. Nogle mener, at det stammer helt tilbage fra de tidlige saxere, endnu før de blev kristne, der eftersigende i foråret skulle have bagt boller med kryds, for at ære forårsgudinden Eostre, der forøvrigt har lagt navn til det engelske ord for påske. Krydset skulle repræsentere det nye år med dets fire årstider, men måske også månens fire faser, eller ‘livshjulet’. Som med så mange andre gamle traditioner skulle de kristne have taget dem til sig, og gjort dem til deres. Der er ikke langt fra et kryds til et kors.

Under Elizabeth den førstes regeringsperiode 1558 – 1603, blev der udstedt et dekret om, at der på Londons markeder ikke måtte sælges krydrede boller, udover til jul og påske. En effektiv måde, at få denne type bagværk associeret med kristne begivenheder.

Vi tyvstartede faktisk lidt, for ‘hot cross buns’ skal traditionelt spises langfredag, og det siges, at ‘hot cross buns’ bagt langfredag, aldrig mugner. Hvad mere er, så er man sikret at forblive venner i et år, hvis man langfredag deler en ‘hot cross bun’, og siger remsen “Half for you and half for me, between us two shall goodwill be”. Det er ganske vist.

Hvis du selv har mod på bageriet, så er her en opskrift, du kan give dig i kast med.

Udgivet i Kultur | Tagget | 4 kommentarer

Solskin

Foråret kommer langsomt snigende, og i dag var der høj solskin over byen. Det er dage som i dag, at det er herligt at bo i en flot by.

IMG_0092 Jesus College i forårets solskin.

IMG_0093

Skt Lukas kapellet ved siden af den nye matematikbygning, er en af de bevaringsværdige bygninger på den gamle hospitalsgrund som i disse år bliver omdannet til en række nye universitetsbygninger. Kapellet er opkaldt efter forfatteren til Lukasevangeliet. Han bliver nævnt i Paulus’ brev til Kolosserne som læge, og derfor er helgen for bl.a. læger og kirurger, og det giver derfor god mening, at have et kapel på et hospital opkaldt efter ham.

Udgivet i Foto, University of Oxford | Tagget , | Skriv en kommentar

Pandekagedag

I går var det international pandekagedag, og det var vi naturligvis nød til at markere. Frøken Jensens kogebogs pandekager er nu ganske gode.

Udgivet i Kultur | Skriv en kommentar

Er foråret på vej?

I dag fik vi en forsmag på foråret. Høj solskin på en skyfri himmel, og kun en svag vind. Når vinden var i ryggen og solen i ansigtet, var det en smule varmt – relativt, naturligvis.

Vi gik en tur i Port Meadow, en stor eng lige vest for byen, som Themsen løber igennem. Vi var bestemt ikke de eneste, der havde fået den idé. Der var masser af løbere, hundeluftere og folk med vandresko. Fremragende vejr, og en fantastisk tur.

Roklubberne er i fuld gang med forberedelserne til forårets og forsommerens turneringer. Her er det en af Wadham Colleges kvinde ottere, der har søndagstræning. Bemærk, hvordan to af pigerne har bare skuldre og arme! Så varmt var det altså heller ikke (vi gik med vinterjakker på).

FullSizeRender

Der går heste rundt på Port Meadow. De er ret nysgerrige. En far og hans to døtre fik sig et “selfie” med en hest, og den ville vist også lige studere billedet efterfølgende.

IMG_0041

Ser man godt efter på billedet herunder, kan man se Oxfords kirketårne og spir i baggrunden.

FullSizeRender

Julie i Port Meadow.

Julie i Port Meadow.

Det var ret smadret i Port Meadow. Det er dog ingenting i forhold til de sidste to år, hvor Port Meadow har været oversvømmet på nuværende tidspunkt.

Det var ret smadret i Port Meadow.

Udgivet i Foto, Søndag | Tagget | Skriv en kommentar

Guest Night

Oxford er kendt for mange ting, men det, der nok er flest, der forbinder byen med, er dens mange gamle colleges. Det er med god grund, for de dominerer hele midtbyen, og det er med dem som centrum, at universitetet gennem århundreder har opbygget sit renommé, som en af verdens førende undervisnings- og forskningsuniversiteter.

Jeg selv har fornøjelsen af at undervise på Jesus College. Som underviser er jeg medlem af det såkaldte “Senior Common Room”. Senior Common Room (SCR) er en forenende betegnelse for det akademiske personale på college, og det er som sådan også et fysisk lokale, hvor man kan gå hen, og få en kop kaffe, læse avisen og møde interessante mennesker.

Hver anden fredag i undervisningsperioden, åbner SCR dørene for familie og venner, til de såkaldte Guest Nights. I fredags var havde jeg fornøjelsen af, at tage Julie og min kollega Tom med til Guest Night. I dag findes der nok ikke noget, der er mere “Oxford” end disse Guest Nights. Af den følgende beskrivelse, skulle det gerne fremgå, hvad jeg mener.

Sådan en aften starter med drinks i SCR, hvorefter man, efter anciennitet, går til spisesalen. For enden af spisesalen er højbordet, hvor det kun er medlemmer af SCR, der må sidde. Minder det dig om spisesalenscenerne fra Harry Potter, er det ikke helt forkert. Professorer og underviser sidder ved højbordet, mens de studerende er forvist til bænke ved langborde. Spisesalen er normalt godt fyldt med studerende, der allerede er gået i gang med maden. Inden vi sætter os til bords, bliver der bedt bordbøn – på latin naturligvis. Til disse Guest Nights er maden normalt altid fremragende, og vinen er ligeledes fra den gode del af vinkælderen. Fire retter blev det til i fredags. Jeg ved ikke, hvilken restaurant man skal gå på, for at få maden serveret af en tjener med hvide handsker – udover altså, hvis man tager til Guest Night på Jesus College.

I spisesalen hænger grundlæggeren, Dronning Elizabeth I, på væggen og holder øje med de studerende. Manden til venstre i beduintøjet er T.E. Lawrence (eller Lawrence of Arabia), der var studerende på Jesus College,

Efter maden fortrækker man sig igen til SCR, hvor der er dækket op til Second Dessert. Formanden for SCR har til Second Dessert lavet ny bordplan, så man kommer til at sidde ved siden af nye mennesker, så samtalen fortsat kan være interessant. Julie fik på den måde en historieprofessor til bords, mens jeg sad mellem en kvindelig advokat fra London, og konen til en medicinprofessor. Meget interessant aften. Særligt Julie fik gode historier om Jesus College, f.eks. at det store maleri af Dronning Elizabeth I, der hænger i spisesalen, faktisk var overmalet med noget andet, og det blev tilfældigt fundet ved en restaurering, og idag er mere en £1 mio værd.
Desserten er normalt frugt, masser af frugt, med portvin og snuff til de modige. Denne aftens portvin var fra 1985.

Sidste men ikke mindst, er der kaffe og stærkere spiritus i de tilstødende lokaler.

Guest Nights er en del af Oxford, som på mange måder lever op til fordommene om elitisme og gamle traditioner. Når det er sagt, så er rammerne måske nok fine og fornemme, men det er samtidig også bare et almindeligt middagsselskab, hvor der også bliver fortalt løgnhistorier, dårlige jokes og er en onkel, der får lidt for meget portvin.

Udgivet i Jesus College, University of Oxford | Tagget , , | Skriv en kommentar

TEDx Oxford

Kender du TED? Hvis ikke så er det vidst på tide. TED er en international organisation, der arrangerer konferencer med foredrag hvor Technology, Entertainment og Design mødes. Foredragene er kun omkring 15-20 minutter lange, og det er altid superinteressante mennesker der taler om spændende emner. På TED.com ligger alle TED-foredrag tilgængelige – nok til dagevis af inspiration.

Hvorfor bruger jeg tid på det her? Fordi, der i søndags var TED-event i Oxford. Julie havde sikret os to billetter, til det ellers totalt udsolgte arrangement. Der var elleve foredrag fordelt på hele dagen. Foredragene kom vidt omkring, og handlede om alt fra, personlige erfaringer fra at arbejde 19 år som personlig assistent for Nelson Mandela, eller hvordan man kan gøre pengeindsamling til velgørenhedsarbejde i udviklingslande anderledes end det klassiske “hjælp disse fattige mennesker, fordi det er synd for dem”, til foredrag om kvantecomputere.

Et foredrag, der var særligt interessant, var af evolutionsbiologen Armand Leroi. Umiddelbart troede jeg, at han ville tale om noget med dyrs eller menneskers udvikling, givet hans profession. Det handlede derimod om musikkens evolution, særligt havde han sat sig for at undersøge, om det passer når folk siger, at alt musik i dag lyder ens. Her taler vi popmusik – eller populærmusik, for han havde fokuseret på alle numrene fra den amerikanske top 100 siden 60’erne. Der var set på forskellige parametre, f.eks. hvor ofte en særlig D-mol’s akkord blev brugt, osv. Det måske mest overraskende var, at det var særligt i starten af 1980’erne, at musikken var mest homogen. Det skyldtes udviklingen af synthesizeren, der kom til at dominere 80’er musikken.
Der var også en helt tydelig musikrevolution. Med Run DMC’s Walk this Way fra 1985, der er et kryds mellem rock og rap, blev vejen banet for rappens indtog i den amerikanske mainstream musik. Det gjorde ekstremt meget for diversiteten i musikken, og nok til at overdøve synthesizerens homogeniserende effekt.

Leroi talte også om, hvordan han har lavet et projekt, hvor musik selv kan få lov til at udvikle sig. Her kan to musikstykker formere sig, og på den måde få flere og flere generationer af musikstykker, der er mere og mere komplicerede. Ganske som med biologiske organismer. For at få den naturlige selektion ind i billedet, gav han, via internettet, en masse mennesker forskellige stykker musik, som programmet havde genereret, og bad dem rangordne dem efter kvalitet. De bedste fik lov at leve, de dårligste døde. Uden andet input endte han med noget, der faktisk slet ikke var så ringe endda. Ret imponerende, og en meget sjov ide. Der er mere om projektet Darwin Tunes her.

Det var en rigtig god dag, og jeg kan kun opfordre til, at man tager til et TED-arrangement, hvis man får muligheden, og ellers, at man klikker rundt på ted.com, for der er masser af øjenåbnende foredrag.

Udgivet i Kultur | Skriv en kommentar

On the last day of Twixmas…

I dag er sidste dag i Twixmas – det hedder perioden mellem jul og nytår i England. Det er et relativt nyt begreb, og det bruges vist nærmest kun af turistindustrien. Jeg tror det er et forsøg fra hotellernes side, på at få del i julens forbrugsfest. Når julekalkun og tilbehør er fortæret, er der stadig masser af fridage tilbage, og det er i dem, hotellerne vil have gæster. Derfor er der masser af reklamer for hoteller, hvor man kan få et godt Twixmas-tilbud.

Overskriften er iøvrigt en omskrivning af en kendt engelsk julesang: “Twelve days of Christmas”. Hovedpersonen i sangen, modtager hver dag adskillige gaver fra sin ‘True love’. På førstedagen får hun en agerhøne, mens hun på andendagen får to turtelduer og en agerhøne. På tredjedagen får hun tre franske høns, to turtelduer og en agerhøne. Sådan bliver det ved til tolvtedagen, hvor hun får tolv trommespillere, elleve fløjtespillere, ti lords der springer, ni dansende damer, otte malkepiger, syv svaner, seks gæs, fem guldringe, fire fugle, tre franske høns, to turtelduer og en agerhøne. Det gode spørgsmål er så, hvor mange gaver får hun i alt fra sin ‘True love’ på de tolv dage? og hvad får hun mest af?

Intet mindre end 364 gaver, og der er lige mange svaner og gæs, nemlig 42.

Glædelig Twixmas!

Udgivet i Kultur | Skriv en kommentar

Englands bedste universitet

Kort før jul, tikkede en email ind fra institutlederen på matematik, med et ganske simpelt budskab: “Der er champagne til alle klokken 16!”

Det var ikke blot for at sige god jul, og tak for indsatsen det forgangne år, men samme dag var resultatet af Research Excellence Framework netop offentliggjort, og for Oxford som universitet og matematik i særdeleshed, var resultatet godt, enddog rigtig godt. Research Excellence Framework er en undersøgelse, der vurderer kvaliteten af alt forskningen de sidste seks år, på alle engelske universiteter, og skal bruges til at tildele penge til Englands universiteter i den kommende seks år. Det er klart, at det er vigtigt, at klare sig godt i denne undersøgelse. Gennemsnitligt blev Oxford det bedste forsknings universitet i England, med landets største produktion af verdensførende forskning. Matematisk institut var med til at trække gennemsnittet op, da vi også endte som det bedste matematiske forskningsinstitut i England – derfor sprang champagnepropperne.

Universiteterne bliver vurderet på en række parametre. Først og fremmest kvaliteten af forskningen, men derudover også på hvor stor betydning forskningen har i samfundet. Hvert universitet skulle indsende deres bedste forskning, og bedste eksempler på “impact”, som er bedrevet i perioden 2008-2013. Hvert bidrag blev vurderet på en skala fra 1 til 4 stjerner, med 4 det bedste. Matematisk Institut fik vurderet 59% til 4 stjerner, mens Cambridge på andenpladsen “kun” fik 45% til 4 stjerner, og Imperial College, Warwick på en delt tredjeplads med 44% til 4 stjerner.

På Julies institut klarede de sig også rigtig godt, men måtte “nøjes” med en delt førsteplads med Imperial College med 57% af deres bidrag til 4 stjerner, mens Cambridge kom på tredjepladsen med 50% til 4 stjerner.

Hvad er det så forskningen i Oxford har bidraget med i “impact”-kategorien:

  • En ny malaria bedhandling, der har reddet mere end 1 million liv globalt.
  • Miniature kemiske reaktorer, der kan omdanne lav-kvalitets- og affaldsgas til højkvalitets flydende brændstof.
  • Lavet en stor database med oldgammelt lertøj og ædelstene, der bruges af museer og handel med antikviteter over hele kloden.
  • Store dele af det statistiske værktøj “R” er udviklet i Oxford.

og meget, meget mere.

Hele rapporten findes her.

Udgivet i Uncategorized | Tagget | Skriv en kommentar