Barcelona

Hjemme i regnvejr og betydelig lavere temperaturer, kan jeg godt drømme mig tilbage til Barcelona.

Det var jo en kombineret arbejds-/turisttur vi var på, men det vi nåede at opleve af byen var virkelig dejlig. Den gamle bydel, med katedralen og de smalle gader, var rigtig hyggelig at slentre i, og konferencen includerede en guidet tur i netop dette område. Guiden kunne en masse røverhistorier og var god til at gøre historien spændende. Gaudís værker er selvfølgeligt et must i Barcelona, men jeg må nok indrømme, at La Sagrada Familia (kirken der stadig bygges på) var mere speciel end køn. Tiltrods for dette må det siges, at man var meget fremsynet tilbage i ca. 1900, hvis man havde forudset, hvormegen turistvaluta denne bygning kunne tiltrække til byen.

Vores træning til OL fik vi skudt igang i Barcelona, med en tur til det olympiske stadion fra 1992. OL i Barcelona er det første jeg kan huske, så det var lidt spændende at se. Vi er hermed klar til, at faklen kommer forbi Summertown og til at opleve stemningen i London til sommer.

Et af de absolutte højdepunkter var maden. Boquería markedet var helt fantastisk. Der var alt hvad øjne og mave kunne begære af frugt, grønt, brød, nødder, kødvarer, krydderier, chokolade og meget mere. Det var helt ærgerligt, at der ikke var mulighed for at lave mad på hotellet.
 Efter konferencens afslutning var der en af matematikerne fra Barcelona, der tog os med ud at spise. Det var et specielt koncept, der nok bedst kan beskrives som en baskisk mellemting mellem dansk smørrebrød og japansk sushi i Catalonien. Smørrebrødsdelen bestod i, at det var skiver af brød (selvfølgelig flute og ikke rugbrød) med forskellig slags pålæg. Vi kunne bl.a. vælge mellem laks, tørret iberisk skinke eller tortilla, og ja, det var højt belagt og fint pyntet. Associationerne til sushi kom sig af, at fadene, med de forskellige lækkerier, stod fremme, så vi kunne spise os mætte i lige det, der så bedst ud og, at vi betalte for det antal pinde, der lå på tallerknen til sidst. Altså et koncept, der ligner running-sushi til forveksling.

Altså en helt igennem dejlig tur, der kun kan anbefales.

Her kan I se flere billeder fra turen.

The Boat Race

Jeg har tidligere beskrevet, hvordan der i alverdens forskellige sportsgrene bliver kæmpet om hæder, ære og håneret mellem Oxford og Cambridge. Det største af disse slag bliver slået på Themsens vand i London, hvor den årlige kapsejlads mellem de to bedste ottere med styrmand dyster. Det er bestemt en stor begivenhed. Ikke blot for Oxford og Cambridge, men i hele England. Langs Themsens bredder følger omkring 250.000 mennesker med i det seks kilometer lange løb (det er iøvrigt tre gange så langt som den olympiske distance for samme type båd). Derudover bliver begivenheden TV-transmitteret på BBC, Eurosport, og mange andre europæiske kanaler.

7. april 2012 kl. 14.15, var dagen og klokkeslettet de to hold havde set frem til i de sidste syv måneder, hvor de har trænet intensivt hver eneste dag. Oxford vandt sidste år, og var forsvarende mestre. Set over kapsejladsens 158 årige historie har Cambridge vundet fem sejre flere end Oxford – hvilket også beviser, hvormeget løbet betyder for de to hold.

Det var på alle måder et meget dramatisk løb. I den første halvdel lå de to både nærmest side om side, med en lille kneben føring til Oxford på en meters penge. Men da Themsen som enhver anden flod bugter sig ud og ind, kunne det få afgørende betydning for løbets udfald, hvem der havde inderbanen i sidste sving, hvis de to både stadig lå lige. Men så skete det. Der var en svømmer i vandet. Han var lige ved at få en af Oxfords årer i hovedet, men nåede lige at dykke under vandet så han undgik den. Løbet blev afblæst. Svømmeren blev fisket op af vandet i en af de mange følgebåde, og efter imellem tyve minutter og en halv time, blev løbet genoptaget ca. hvorfra det blev afblæst. Et helt nyt løb skulle til at starte. Hvem havde formået at holde sig ordentligt varme ude på vandet, en kold og blæsende april-dag? Hvem havde det psykologiske overskud til at skulle starte igen, og ro nu kun den halve distance? Hvem havde passet på sig selv, så der ikke var for meget mælkesyrer i armene? En helt ny dimension af løbet. Det er ikke første gang løbet er blevet genstartet, men det er første gang det er blevet afbrudt på grund af en person i vandet – han blev forøvrigt arresteret efterfølgende.

Da løbet blev skudt i gang igen, var bådene stadig lige tæt – kun et lille knebent forspring til Oxford. Themsen drejer dog på dette stykke en smule til Cambridges fordel, og styrmanden for Oxford forsøger at angribe ved at gå tættere på Cambridges båd, og eliminere noget af fordelen ved at have inderbanen. Men så sker det. En åre fra Oxford og en fra Cambridges rammer sammen – og Oxfords knækker. Den knækker på midten og forsvinder. Trods oxfordske protester bliver løbet ikke stoppet og Oxford må kæmpe sig i mål med kun syv mand mod Cambridges otte. Ikke overraskende kommer Oxford sidst i mål.

Der er ikke mange regler i The Boat Race, men en af dem er, at hvor der sker en skade på både, så fortsætter løbet, hvis det er din egen skyld – og der var vist ikke megen tvivl om, at det var selvforskyldt.

For at gøre dagen endnu mere dramatisk, så får en af Oxfords roere et illebefindende da de har passeret målstregen. Han sidder forrest i båden, og derfor går der en fire-fem minutter inden, der holdkammeraterne opdager at han er besvimet. På tv-billederne ser det ud til, at han ligger der fordi han er udmattet. Han bliver bragt på hospitalet og som følge deraf aflyses sejrsceremonien. Han skulle dog eftersigende have det godt igen.

Oxford fik dog en smule oprejsening senere på dagen, hvor de to reservebåde dystede. Her trak Oxford det længste strå, og båden satte den tredje hurtigste tid i kapsejladsens historie. Men lige lidt hjælper det, når det ikke var i det rigtige løb.

En styrmand er på engelsk en 'cox'. Det er ikke helt til at sige, om BBC inderst inde holder med Oxford, eller om det er en meget uheldig stavefejl.

Strejke i Barcelona

I den forgange uge, har jeg været på forårskole i Barcelona. Kort før vi skulle af sted, fik vi at vide, at der var sket en ændring i programmet, så der ikke var forelæsninger torsdag. Der var varslet generalstrejke i Spanien, og man forventede, at transportsystemet ville være lammet. Da universitetet lå ret langt udenfor byen var det ikke sikkert, at de deltagere, der boede i selve Barcelona ville være i stand til at deltage.

Det er ikke nogen nyhed, at der er store økonomiske udfordringer i Spanien. Landets økonomi har været baseret på byggebranchen og turismen. I de gode år blev der bygget mere i Spanien end i Tyskland, Frankrig og England – tilsammen. Men med den økomiske krise, er byggebranchen gået i stå, og det samme er økonomien. Resultatet er, at Spanien i dag har en kæmpe arbejdsløshed og et gigantisk underskud på de offentlige budgetter. Arbejdsløsheden er på ca. 24% af den arbejdsdygtige befolkningsgruppe – og ser man på ungdomsarbejdsløsheden så ligger den på nærmere 50%. Derfor var det ikke et synderligt populært forslag den spanske højrefløjsregering fremsatte for et par uger siden. Forslaget gik ud på, forkorte længden af tiden man har ret til løn efter at være blevet fyret. I dag er det 40 dage pr år man har været ansat – den tid skal forkortes til 20 dage pr år man har været ansat i virksomheden. Altsammen for, at gøre det nemmere for virksomhederne at tilpasse sig den nuværende økonomiske situation.

Demonstrationerne var massive. Så store, at de blev nævnt på BBC og i nyhederne i Danmark. Politiet anslog, at der var omkring 80.000 deltagere i Barcelona, mens fagforeningerne anslog det til 800.000. Det rigtige tal var nok midt i mellem. Demonstrationerne foreløb eftersigende relativt rolige, og det blev ikke til alt for voldsomme sammenstød med politiet. Politiet affyrrede gummikugler ned i jorden og delte rundhåndet ud af tåregas, som svar på at demonstranterne afbrændte affaldscontainere og smadrede butiksruder. Det virkede til, at det autonome miljø i Danmark laver mere ballade end 400.000 catalanere.

Skolen blev afholdt på Universitat Autònoma de Barcelona. Et ret nyt universitet bygget i klassisk 1960′er beton. De studerende herfra har ry for, at være meget mere politiske end på andre universiteter i Barcelona, og det skal jeg da lige love for. Der hang bannere overalt, der opfordrede til kamp den 29. marts, og for at varme op havde man planlagt en for-demonstration på campus den 28. marts. Selvom jeg ikke er så stiv ud i det spanske, så er “capitaliso” spraymalet på en bank på campus, med smadrede ruder, ikke svær at forstå. Grafitti med hammer, segl og “demonstraciòn 29M” taler også sit eget sprog. Det kan godt være, at danske universitetsstuderende ikke er politiske som i 70′erne, i hvert fald er politiske slogans ikke synlige på universitetet i dag – det er de til gengæld hernede. For-demonstrationen ikke blev dog ikke til meget andet end en blokeret togstation, og endte med, at de få studerende der deltog sad i universitetsparken og drak øl – ikke ulig en dansk 1. maj.

Spaniens premiereminister, Soraya Saenz de Santamaria, meddelte i går, at der bliver skåret 27 milliarder euro, i et forsøg på at reducere det offentlige underskud fra de nuværende 8,5% af BNP til 5,3% af BNP, som man er blevet enige med Bruxelles om. Jeg er noget spændt på at se, hvad spanierne siger til det, når besparelserne rent faktisk skal gennemføres.

Denne bank på campus er god smadret. Et € med en streg over. Ser man godt efter kan man se "El capitaliso" pege med en pistol på en anden mand.

"Nok nedskæringer" står der på banneret, der hænger på en af universitetsbygningerne.

Så skal der strejkes - og det med de røde faner med hammer og segl i front.

Forår

I dag var det den første rigtige forårsweekend. Hele denne uge, har været præget af høj solskin, høje temperaturer og udendørs frokost. Håbet var naturligvis, at denne tendens ville fortsætte ind i weekenden, og det gjorde den bestemt. I dag blev haven brugt for første gang, og det til en frokost på græsplænen.

Som det kan ses er træerne ikke forårsparate, men efter et nærstudie af birketræernes knopper er det klart, hvis varmen fortsætter i blot en dag eller to mere – hvilket det ser ud til – så er der blade på træerne.

Dagen i dag har budt på op til 18 grader, vindstille og solskin. Min sædvanelige weekendsløbetur bragte mig gennem villakvarterer, hvor det grangiveligt duftede af nyopstartede havegrills. Herligt. Desuden ser det gode vejr ud til at fortsætte. Det er lige før man begynder at tro, at foråret er kommet for at blive.

Det er næsten – også kun næsten – ærgerligt, at vi nu forlader det gode forårsvejr i Oxford og begiver os mod Barcelona. Vejrudsigten for den kommende uge i Barcelona er

hvilket bestemt ikke er til at klage over. I den henseende er det lidt ærgerligt, at jeg skal sidde indenfor og høre på matematik hele dagen…

Hvad sofaen gemte

I dag er vi langt om længe kommet af med det sidste stykke møbel fra lejligheden, der ikke var vores eget. Den gamle “læder”-sofa har siden indflytning af møblerne for to måneder siden stået og grint i den ene ende af stuen. Den har tidligere haft selskab af en seng, en reol og en lænestol. Men lidt efter lidt fik Julie solgt dens venner og den seneste uge, har den været ensom. Vi måtte tidligt erkende, at den var usælgelig, selv da vi prøvede at give den væk, var der ikke noget svar. To kom og så på den, meeen det var aldrig rigtig det de søgte. I morgen tidlig kommer storskraldet, og det bliver dens endeligt.

Samlet var sofaen var for uhåndterlig til at bære ned, så jeg bevæbnede mig med skruemaskine og svensknøgle og gik i krig. Ikke mange skruer holdt sammen på de falske læderpuder, så det kampen var kort. Men hvor meget skidt og skrammel gemmer der sig i mellemrummet mellem armlænet og puderne? En hel del, når puderne er syet fast på bunden og ikke kan fjernes.

Skidt fra et armlæn

Skidt fra det andet armlæn

Det er altså ikke så lidt sofaen gemte. 60 pence, en lineal, en brugt fodfil, adskillige cigaretskodder, filtre til hjemmerullede smøger, to pincetter, en klips, en masse skidt og nå ja, et kondomindpakningsplastik.

En af Julies betingelser for at flytte ind i lejligheden, var, at vi skilte os af med sofaen – og med dagens høst synes det som et meget rimeligt krav.

Lejligheden er nu endelig helt vores egen.

 

Bath

I fonden formålsparagrafer står der, at fondsmiddlerne ikke kun skal bruges på studier, men også på kulturelle oplevelser. Derfor var vi nød til at tage til Bath og Bristol i den forgangne weekend. 

Bath har fået sit navn efter de romerske bade, der blev bygget op om den varme kilde, der udspringer i byen. Romerne var i området fra ca. 50-400 e.kr. og byggede et meget imponernede kompleks bestående af et tempel og en badeanstalt med flere bassiner og gulvvarme. I dag kan man stadig se en stor del af de oprindelige bade, og museet har virkeligt formået at gøre stedet et besøg værd.

Templet er senere blevet udskiftet med en katedral, med helt utrolig udsmykning. Jeg bliver altid lidt imponeret over, hvordan man har formået at lave alle udskæringerne i de hvælvede lofter, og disse var særligt flotte.

Lørdag var den første rigtig forårsdag, vi har haft, så solen blev nydt på byens hyggelige torv. Med varmen, den italienske i og udsigten til badene fik man næsten fornemmelsen af at være i Rom.

Der var rigtig mange andre, der havde valgt at bruge weekenden i Bath – faktisk så mange, at vi ikke kunne få et bord på de første fire restauranter, vi gik ind på og, at vores hotel lå langt uden for byen. Så vi fik rigtig besøgt the English country side, hvilke bestemt kun gjorde turen endnu bedre.

Da der var Bath halvmarathon søndag, besluttede vi os for at tage til Bristiol, selvom vi godt kunne have brugt en dag mere i Bath. Jeg tror nok, der var en der synes, det var lidt snyd, at løberene til dette halvmarathon havde så godt vejr. I Bristol var det et noget andet indtryk, der mødte os. Det jeg lagde mest mærke til var, hvor beskidt byen var. Der var skrald over det hele, hvilket stod i skarp kontrast til Baths, der var meget velholdt. På trods af dette havde vi enr igtig hyggelig dag, der startede med lidt shopping i byens spritnye shoppingcenter efterfulgt af frokost i parken – igen i solskin fra en skyfri himmel.

Flere billeder kan ses her.

I regn og slud…

… kan man godt løbe en halv-marathon. Da jeg vågnede i morges piskede regnen mod soveværelsesvinduet, og var det ikke fordi jeg havde en aftale med to andre løbere fra Balliol, var jeg nok ikke kommet af sted. Men af sted kom jeg, og vi var ikke alene på ruten. Omkring 3.000 andre løbere havde også trodset det dårlige vejr, og stod klar til start i Milton Keynes kl. 10.25.

Selvom det var koldt, regnede og blæste havde en del tilskuere fundet paraplyen, gummistøvlerne og regntøjet frem, og klappede og hujede alle løbere frem gennem regnen.

Det var min første halv-marathon, og har som sådan aldrig løbet så langt før. På et par træningsture, har jeg været tæt på, men aldrig ramt 21 km mærket. Derfor var jeg noget spændt på, hvor lang tid det ville tage. Til trods for elementerne kom jeg rundt i 1 time og  40 min. Det er gennemsnits hastighed på 12.6 km i timen, eller knap 5 min pr. km, hvilket jeg er ganske godt tilfreds med.

Jeg havde med vilje ikke tjekket temperaturen, men da vi kom ind, begyndte der at falde slud, så helt varmt var det vist ikke… næste gang håber jeg vejret vil være lidt mere som i går, hvor det var fint forårsvejr.

Det synlige bevis på gennemførelse

De tre Balliol-løbere, Jakob, Eirik og Emilie, før starten.