Efter at have spurgt Wiki, fandt vi ud af, at “Pancake Day” er den kristne mærkedag “Shrove Tuesday” undercover. Denne tirsdag er dagen før “Aske onsdag”, der er den første dag i fasten. Så formålet med dagen er altså at få depoterne fyldt op inden da, og pandekagerne er vel således det engelske svar på fastelavnsboller. Vi tager gladelige denne mærkedag til os, især efter at have undværet fastelavnsbollerne i weekenden.

Det er ikke kun  ballroom, der bliver danset i byen. Jeg har været til nogle klasser i moderne. Efter at have holdt pause i et års tid, pga. en skade, har det været så skønt at danse igen. Jeg var heldig at træneren på den første klasse, jeg deltog i, kunne henvise mig til andre hold. Så nu har jeg fundet et rigtig godt hold, og jeg kender lidt til, hvad der foregår i byen.

I går blev byens dansefestival Dancin’ Oxford skudt i gang, men et lille show i shoppingcenteret. To professionelle dansere, deltagerene i en workshop og et hold for unge dansere viste deres kunnen. De næste halvanden måned, som festivalen varer, kører mange workshops og forestillinger i alt lige fra hiphop til klassisk ballet. Jeg har lokket Jakob med til en forestilling med moderne dans. Det bliver lidt spændende at se, hvad han siger til det.

Et lille klip fra “åbningenforestillingen”

BBC2 (aka klogekanalen) sender University Challenge – en quizkonkurrence mellem hold fra colleges på forskellige britiske universiteter. I aften var det Balliol fra Oxford mod Homerton fra Cambridge. Det var mange meget svære spørgsmål, eksempelvis: “Fra hvilket Shakespeare skytte stammer dette?”. Nu skal det jo ikke være for nemt, så citatet var skrevet fonetisk. Deltagerene var super skarpe og kunne svare på langt størstedelen. De var særligt gode til at genkende kvindelige franske royale fra 1600-tallet på oliemalerier.

University Challenge er et ældgammelt TV-koncept. Det har været sendt på BBC siden 1962, med kun syv års pause i 1980′erne. Intromusikken er klassisk musik, så fra start er det klart, at dette er et anderledes program. Der er ingen dramatiske lys- og lydeffekter som i Hvem vil være millionær. Værten, Jeremy Paxman, er så forskellig fra Hans Pilgaard som man kan være. Ingen småsnakken for at få deltagerne til at føle sig godt tilpas i den varme stol – og ingen former for pres for at trække spændingen i spørgsmålene. Under programmet sad jeg næsten og blev helt forpustet, for det var spørgsmål på spørgsmål, uden pauser. Der var ikke en gang forskellige typer af runder, som man ellers ser i de fleste quizprogrammer. Deltagerne blev kort præsenteret i starten, og gennem resten af programmets 30 min, blev deltagerne hamret med spørgsmål.

Denne uges quiz ligger ikke på youtube endnu, men her er et klip fra tidligere:

Balliol var noget bedre end Homerton, så de går videre i turneringen.

Der er ikke så mange småting tilbage, men denne weekend skulle alligevel ikke være anderledes end de andre, og derfor skulle jeg i dag en tur i vores lokale Silvan – som på engelsk hedder Wickes. Iøvrigt hedder et byggemarked hedder et DIY (Do It Yourself).

I mange Silvan findes der ved siden af kasselinjen Silvan Grillen – et tydeligt tegn på, at selvom Silvan holder gør-det-selv-kurser for kvinder, er mænd, som er alene på indkøb, deres kernekundegruppe. Her er der paralleller mellem England og Danmark, for udenfor Wickes var der også en burgerbar.

Burgerbar ved Wickes

Jeg ved dog ikke helt, hvad det siger om det engelske samfund, at det er kvinder, der her står og hænger ved disken og bestiller en kakaomælk, for det var kun mænd, der gik og så på værktøj indeni Wickes …

Her i Oxford virker det heller ikke som om, at sne er hverdagskost. Der er i hvert fald ikke rigtig nogen, som har tænkt sig at gøre noget ved sneen, der ligger på fortorvene. End ikke vejene er blevet ryddet – den eneste form for rydning, er den der automatisk opstår, når bilerne kører igenne sneen og temperaturerne er positive.

Nabovejen med sjap

I Danmark er vi naturligt mere vant til snesituationen, og derfor er vi gode til at sørge for, at salte i tide, så når sneen kommer skal det være ret koldt før, den bliver liggende. I forhold til nyhederne på BBC i dag ser det ikke ud til, at der har været saltspredere i gang i nat. Selvom termometeret har været i minus hele sidste uge, har jeg ikke set en eneste saltspreder i Oxford – eller spor efter dem. Motorvejen M40, der går fra Birmingham til London, forbi Oxford, var et af de steder, hvor der skete flest uheld, og flere hundrede mennesker måtte overnatte i deres biler på motorvejen – og det pga. ca 5 cm sne – muligvis en smule mere. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvad der sker, når sjappet fryser til is i nat…

Når sne nu sne er et eksotisk vejrfænomen, ved englænderne heller ikke, hvordan de skal køre i vejret, og det skaber naturligt farlige situationer. Dertil skal nævnes, at de ikke kender til konceptet vinterdæk! Jeg tror alle har set, hvordan vinterdæk reducerer bremselængden markant, og så er det ikke noget at sige til, at bilerne danser rundt på vejene bare der kommer den mindste smule is.

Historien, dialogen og figurerne var helt som vi kender dem fra tegnefilmen, hvilket fungerede rigtig godt. Transformationen fra tegnefilm til musical var vi lidt spændte på. Hvordan får man en flot bissende bøfler med på en teaterscene, og hvordan fungerer det, når mennesker skal agere dyr? Disse opgave havde de løst på aller fornemste vis. Generelt var det især scenografien og kostumerne der var mest imponerende.

Her kan I få et lille smugkig:

Når man som i England ikke har et CPR-nummer, har man jo ikke styr på folk. Det har betydet, at den plan jeg havde, om at bruge den første uge på alt det praktiske, er faldet helt til jorden. Jeg ville have en bankkonto, en læge, et telefonnummer, en forsikring osv. Intet af dette var muligt, end ikke at bookke en prøvetime i fitnesscenteret, uden et “proof of adress” – altså et brev fra et firma, med mit navn og adresse på. For har man sådan et, ja så må man jo høre til på den adresse. Når min bankkonto forhåbentligt er åbent midt i næste uge, kan jeg så begynde at få ordnet alt det praktiske. Indtil da er jeg så bare hende, der må bede sin “mand” om at oprette/bestille ting til mig. Altså er jeg bare en total not-independent woman, mens jeg venter – en situation jeg har det lidt svært med at affinde mig med. At være en independent woman kan jo være meget godt, men når man skal angive sin ægteskabligestatus, og kun kan vælge mellem “gift” eller “single, synes jeg nu også “single” er lige at stramme den.

Hermed altså en opfordring til UK om at indføre CPR-nummeret, så os der både er epidemiologer og gerne vil kunne klare de mest basale ting selv får bedre mulighed for det.

Selvom der er gået godt en uge nu, og Julie i mellemtiden er kommet herover, og nu kan give et nap med, så mangler stadig en del. Vi har fundet ud af, at vores liv fylder 70 flyttekasser – de var nu hurtigt tømt. Det er småtingene, der virkelig tager tid. F.eks. har alle vores elektriske apparater et dansk stik, så de passer ikke i de engelske kontakter. Løsningen har været, at skifte stik på alle forlængerledninger, så de nu virker som omformere. Men det er småting som dette, man ikke har tænkt over, der tager tid.

Alle møbler lejligheden var udstyret med, står lige nu klemt op i et hjørne, og inden de er væk bliver det aldrig rigtig færdigt. Det er det næste projekt.

Ja, alt overlevede flytningen. Jeg har været meget imponeret over flyttefirmaet. De tre mand, der pakkede alt i kasser var utroligt effektive, og meget forsigtige. Alt, udover tøjet, blev pakket ind i flere lag beskyttende papir. Nu har vi fire sorte sække papir til overs, så hvis der er nogen, som har en god idé eller har brug for papiret, må de meget gerne hente det!
Det mest imponerende var dog, at se dem bære alle kasserne ned. Tre kasser på en gang var ikke et problem – hvis kasserne var fyldt med bøger eller Anders And blade, blev det kun til to af gangen. Reolerne blev flyttet uden de blev skilt ad, og en enkelt mand kunne klare den uhåndterlige futon fra anden sal og ned i lastbilen.
Bechs & ABC Flytteforretnings service var bestemt hver en krone værd, og jeg kan klart anbefale dem, til andre, der måtte overveje at bruge dem til flytning.

Først var der Forbrydelsen, med Sarah Lund og hendes strikkede sweatere, der også herovre blev populære. Knapt var jeg landet igen, før det først afsnit af Borgen rullede over skærmen på BBC4 – og til meget flotte anmeldelser. Forbrydelsen blev oversat til “The Killing”, men Borgen – som man måske ville tro kom til at hedde “The Castle” eller nok nærmere “The Parliament” – hedder også herovre Borgen. The Telegraph skrev efter første afsnit “Like The Killing, but with a lot less knitwear.“

Jeg fandt denne dåse i mit lokale supermarked, Mark & Spencer. En dåse £1.23 (11 kr.)

Makrel i tomat!

Hvis hjemveen bliver for stor, så er der altså muligheder for at få den kureret. Lige oven over var der en anden dåse, som jeg dog ikke tror, kan hjælpe med noget – andet end at ødelægge en god smag i munden.

Jaka bov!

Af alle de gode danske dåsemadsprodukter de kunne importere, f.eks. Faaborg leverpostej, så bliver det altså Jaka bov. Man må give dem, at de trods alt har et billede på forsiden, der er mere tiltalende end den danske. Men man skal ikke lade sig narre af billedet – formen på dåsen er præcist den samme – det er 100% bov. Ifølge Politiken spiste danskerne i 2009 130 ton Jaka bov! Det er ikke hjemme hos os – højst i form af skinkestrimler til pizza.

Julie fandt den anden dag denne reklame for et gymnastikhold i Oxford, der muligvis har studeret reklamerne fra det danske benzinfirma OK.

Og slutteligt, hænger pigen til højre i galleriet nedenunder. Ser jeg syner, eller er der en lighed? Måske har jeg fået en overdosis dansk kultur da jeg var hjemme, og nu ser det alle vegne?