Flytning

Søndag for en uge siden får jeg opkaldet, som jeg har ventet på i lang tid. “Det er flyttemanden – vi er i Oxford om to timer”. En lang rejse, som startede i midten af december, hvor flyttemændene fra Bechs & ABC Flytteforretning hentede alle vores møbler på Herluf Trolles Gade i Aarhus, var endelig slut. Nu kunne indretningen af lejligheden begynde.

Selvom der er gået godt en uge nu, og Julie i mellemtiden er kommet herover, og nu kan give et nap med, så mangler stadig en del. Vi har fundet ud af, at vores liv fylder 70 flyttekasser – de var nu hurtigt tømt. Det er småtingene, der virkelig tager tid. F.eks. har alle vores elektriske apparater et dansk stik, så de passer ikke i de engelske kontakter. Løsningen har været, at skifte stik på alle forlængerledninger, så de nu virker som omformere. Men det er småting som dette, man ikke har tænkt over, der tager tid.

Alle møbler lejligheden var udstyret med, står lige nu klemt op i et hjørne, og inden de er væk bliver det aldrig rigtig færdigt. Det er det næste projekt.

Ja, alt overlevede flytningen. Jeg har været meget imponeret over flyttefirmaet. De tre mand, der pakkede alt i kasser var utroligt effektive, og meget forsigtige. Alt, udover tøjet, blev pakket ind i flere lag beskyttende papir. Nu har vi fire sorte sække papir til overs, så hvis der er nogen, som har en god idé eller har brug for papiret, må de meget gerne hente det!
Det mest imponerende var dog, at se dem bære alle kasserne ned. Tre kasser på en gang var ikke et problem – hvis kasserne var fyldt med bøger eller Anders And blade, blev det kun til to af gangen. Reolerne blev flyttet uden de blev skilt ad, og en enkelt mand kunne klare den uhåndterlige futon fra anden sal og ned i lastbilen.
Bechs & ABC Flytteforretnings service var bestemt hver en krone værd, og jeg kan klart anbefale dem, til andre, der måtte overveje at bruge dem til flytning.

Et lille stykke Danmark

Vel tilbage i Oxford efter en dejlig juleferie i Danmark, har jeg opdaget adskillige små stykker Danmark her i det fremmede.

Først var der Forbrydelsen, med Sarah Lund og hendes strikkede sweatere, der også herovre blev populære. Knapt var jeg landet igen, før det først afsnit af Borgen rullede over skærmen på BBC4 – og til meget flotte anmeldelser. Forbrydelsen blev oversat til “The Killing”, men Borgen – som man måske ville tro kom til at hedde “The Castle” eller nok nærmere “The Parliament” – hedder også herovre Borgen. The Telegraph skrev efter første afsnit “Like The Killing, but with a lot less knitwear.“

Jeg fandt denne dåse i mit lokale supermarked, Mark & Spencer. En dåse £1.23 (11 kr.)

Makrel i tomat!

Hvis hjemveen bliver for stor, så er der altså muligheder for at få den kureret. Lige oven over var der en anden dåse, som jeg dog ikke tror, kan hjælpe med noget – andet end at ødelægge en god smag i munden.

Jaka bov!

Af alle de gode danske dåsemadsprodukter de kunne importere, f.eks. Faaborg leverpostej, så bliver det altså Jaka bov. Man må give dem, at de trods alt har et billede på forsiden, der er mere tiltalende end den danske. Men man skal ikke lade sig narre af billedet – formen på dåsen er præcist den samme – det er 100% bov. Ifølge Politiken spiste danskerne i 2009 130 ton Jaka bov! Det er ikke hjemme hos os – højst i form af skinkestrimler til pizza.

Julie fandt den anden dag denne reklame for et gymnastikhold i Oxford, der muligvis har studeret reklamerne fra det danske benzinfirma OK.

Og slutteligt, hænger pigen til højre i galleriet nedenunder. Ser jeg syner, eller er der en lighed? Måske har jeg fået en overdosis dansk kultur da jeg var hjemme, og nu ser det alle vegne?

Oprydning

Flyttemændene kommer i morgen, så dagen har stået på oprydning. Julie mente, at det ville være mest økonomisk at plyndre julekalenderen nu, så vi havde mindre emballage at slæbe på.

Det var en barndomsdrøm, der gik i opfyldelse, da chokoladekalenderen blev plyndret.

Juleudsmykning

Der er ikke lang tid til jul – også selvom kalenderlyset endnu ikke har brændt 1. december væk. At det snart er jul er tydeligt på matematisk institut, hvor det administrative personale er gået i julehumør, der dog ikke er så slemt som Gertrud Sand, men dog alligevel har medført, en del mere julepynt end de fleste vil sætte op.

Glædelig jul fra Oxford.

Oxford tid – 5 min vest for Greenwich

Hver dag kl. 21.05 ringer klokkerne i Christ Church katedralen 101 slag. En for hver af de 100 oprindelige studerende, og en ekstra studerende senere. Der bliver ringet for at markere, at lågerne i Christ Church College bliver lukket. Oprindeligt var det kl. 00.05, men man har nu valgt at gøre det tidligere. Hvorfor er det så kl. 21.05 – ja, faktisk er det kl. 21.00 men det er Oxford tid. Oxford er 5 min længere vest på end Greenwich, skal tiden naturligvis også være anderledes. Urene i Christ Church college er alle sat på Oxford tid. Selvfølgelig skal man have sin egen tid i Oxford, intet mindre kan gøre det!

Christ Church college er det college i Oxford med de fineste bygninger, største kirke og i det hele taget største park. Det er der i Christ Church College, at spisesalsscenerne i Harry Potter er optaget. Christ Church blev oprettet tilbage i 1500-tallet da Kong Henrik den 8. smed den katolske kirke ud af England. Samtidig tog han alle pengene fra de katolske klostre rundt om i England, og nogle penge blev brugt på at bygge Christ Church College. Der blev samtidig bygget en stor katedral, og derfor skulle Christ Church være centrum af den nye engelske kirke. Det gik dog ikke helt som den gode Henrik den 8. regnede med, for i det lange løb blev hovedsædet placeret i Canterbury.

Nepotists’ caroling

Julen er lige om hjørnet, og det er jo ikke blot omkring juledagene, at traditionerne er i højsædet. Julen er som en traditionsmagnet, der suger mærkelige traditioner til sig. I sidste uge var det julemessen, og i denne uge var det igen noget med julesange, det traditionsrige Nepotists’ Caroling.

En aften fyldt med julesange, mest gamle engelske julesalmer som jeg ikke kendte, men der var dog plads til “12 days of christmas”, som jeg tror de fleste har sunget i engelsktimerne i folkeskolen. Sangmæssigt var aftenes højdepunkt sangen ‘Jerusalem’, som til min store overraskelse, betød sangen næsten mere for englænderne end nationalsangen ‘God Save the Queen’. Jerusalem er skrevet af digteren William Blake som digt midt i den industrielle revolution i 1800-tallet, og først i 1916 kom der musik på. Den handler om, at Jesus en gang skulle være kommet til England, og have grundlagt et nyt Jerusalem her. I den engelske kirke bruges ordet Jerusalem ofte som synonym for Himmeriget. Sangen kan høres på YouTube.
Hvis man på mærkværdigvis skulle have glemt, at vi var i Oxford, så blev man mindet om det, da en af sangene var på latin.

Sangene blev akkompagneret af rigelige mængder ‘mulled wine’ og ‘mince pies’. Mulled wine smager præcist som glögg, men man har bare rosiner og mandler. Mince pies er ikke, som man måske skulle tro, små tærter med hakket oksekød. Det er derimod små kager, formet som tærter, hvor fyldet er en klæbrig blanding af rosiner og solbær – en konsistens der minder mest om tyktflydende syltetøj – som vel at mærke bliver serveret varm. De er egentlig ganske fine, men de slår altså på ingen måde Mormors pebbernødder, vanillekranse eller fedtebrød som julesmåkager.

Det foregik i Balliols spisesal. Spisesalen er en gammel stenmuret bygning fra 1800-tallet med træloft, malerier af Balliols tidligere rektorer, lange træborde og bænke – ganske som man ser det i Harry Potter. Sådan ser mange af de gamle colleges spisesale ud, men Balliol skulle skille sig ud, så de installerede et orgel af en størrelse, der kunne gøre organisten i en mindre dansk kirke misundelig. Jeg har aldrig hørt det spille, men der var gang i orglet den fredag aften. Man kan undre sig over, at det skulle være nødvendigt, at have et orgel i spisesalen, men der er nok nogle der mente, at det ville være sundt og styrke de studerendes moral, hvis de fik orgelmusik til maden – så blev vitaminerne optaget bedre – eller noget i den stil.

Jeg optog lidt video af skønsangen, så hvis man har lyst til at høre, hvordan 250 halvt glögg-fulde Balliol mænd og kvinder synger julen ind, kan man se videoen nedenfor. Hvis man bare er nysgerrig efter at se, hvordan det ser ud i spisesalen, kan man starte videoen og slå lyden fra.

Varsity Match

Ca. 2 timers kørsel mod nordøst ligger et andet verdenskendt universitet. Selvom det er omkring 200 år yngre end Oxford, så har Cambridge ca. 800 år på bagen, og det burde ikke være nødvendigt, at nævne at to så højtprofilerede universiteter så tæt på hinanden er i skarp konkurrence. Det kommer bedst til udtryk i de årlige Varsity Matches mellem sportsforeninger fra Oxford og deres modstykker fra Cambridge.

Bedst kendt er helt klart sejladsen på Themsen i London, hvor en ottemands robåd fra Oxford og en fra Cambridge sejler mod hinanden i et løb, der gælder liv, død og en plads i historiebøgerne. Løbet, der er bedre kendt under navnet “The Boat Race”, blev afholdt første gang i 1829, og i dag følger 250.000 mennesker løbet fra Themsens bredder, mens flere millioner følger med i TV-transmitionen. Det sker dog først i marts, så mere om det til den tid.

Det er ikke kun roning der bliver kæmpet i, men der er ikke nogen sportsgren, der er lige så populær. Der var i hvert fald ikke 250.000 tilskuere på Shotover Hill udenfor Oxford, da jeg løb for Oxford University Cross Country Club i lørdags. Der var vist ikke andre end dem, der skulle løbe andre heats, og så et par lokale, der luftede hunde, der så på. Det er vist ikke nødvendigt at nævne, at jeg ikke er på førsteholdet, men var kommet med i fjerde kategori, hvor alle kunne stille op. Jeg kan ikke sige, at jeg kom først i min kategori. Jeg kom heller ikke mellem den bedste halvdel på de 7.5 kuperede km, men havde der været den vanlige ‘power’ i benene, kunne jeg godt have løbet mig til en hæderlig placering i midten. Det blev derimod til en 39. plads blandt 46. Dog var der længere tid fra mig til sidste mand kom i mål, end der var fra mig til første mand kom over stregen, så på den måde placerede jeg mig i midten tidsmæssigt – men ikke placeringsmæssigt. Det er for såvidt også lige meget, det vigtigste var, at Oxford vandt. Hver løbers placering gav et antal point, og det samlede antal point afgjorde om det var Oxford eller Cambridge, der vandt den kategori.

Alt i alt var det vist en god dag for Oxford, der vandt 4 ud af 5 kategorier. De to førstehold, Blues Team, som de hedder, kæmper i denne weekend et sted i London – det er kampen mellem de to førstehold der virkelig tæller.

Julemesse

I dag er det jo første søndag i advent, så nu kan det ikke rigtig fornægtes mere, at julen er lige om døren. En af årets traditioner i Balliol er julemessen første søndag i advent, og det var jo i dag. Balliols kirke var rammen omkring en gudstjeneste med juleevangelie og julesalmer. Den lille kirke var helt fyldt, og de sidst ankomne måtte stå i forgangen, og synge med derfra.

Det skal være sagt, at det er meget lang tid siden, at jeg sidst har været i en dansk kirke. End ikke til jul. Så hvorfor nu begynde på det herovre? Balliol har noget, som de fleste andre kirker ville gøre endog rigtig meget for at have, et 60 mand stort kor. De fyldte godt i den lille kirke, og var derfor også med til at gøre pladsen trang. Men det var koret jeg var kommet for, og jeg tror også det var sådan for mange andre. 60 mænd og kvinder i en lille kirke med stengulv og højt til træloftet kan give en helt fantastisk klang og lyd, som man skal være heldig for at opleve andre steder.

Gudstjenesten varede en time, og var en blanding mellem koret, der sang alene, tilhørerne, der sang med, evangelielæsning og de andre kirkelige handlinger som bønner og velsignelser. Det viser sig, at den engelske udgave af fader vor er en eksakt oversættelse af den danske (eller også er det omvendt, eller begge er oversat fra latin eller noget lignende). Der var dog ingen altergang, hvilket ville have været noget besværligt, eftersom at en stor del af tilhørerne sad ved alteret, inklusiv mig selv.

Det, som var mest påfaldende var, at man skulle rejse sig op mens man sang. Det giver ganske god mening, eftersom sang gerne skal foregå med mellemgulvet og hvis du står op kan du bedre bevæge det. Det betød også, at alle gav den fuld gas på sangen. Det var ikke som at være i en dansk kirke, hvor alle andre end kirkesangeren mumler sig igennem salmerne. Derudover var det en smule spøjst, hvordan præsten var meget tilbageholdende. Det var bestemt ikke ham der var i fokus. Han sagde åbnings- og afslutningsbønnen, men ellers overlod han tekstlæsningen til udvalgte studerende. Det er nok fordi det er Balliol.

Præsten stjal ikke fokus, det gjorde koret derimod, og det var fuldt fortjent. De synger åbenbart hver søndag, så måske man skulle prøve det en anden gang…

Forbrydelsen

Da Sarah Lund var søndag aftens dronning, og tonede frem i Forbrydelsen i sin strikkede sweater, blev den strikkede sweater ultra hip. Her i England er anden sæson lige startet. Jeg har endnu ikke set nogen gå rundt i dem, men nu hvor 2. sæson er startet, og 800.000 seere så med fra første færd (hvilket er ret godt klaret, når det er den danske udgave med undertekster der vises), går der nok ikke lang tid før de kommer. I mit lokale supermarked faldt jeg da også over en meget alvorlig Sofie Gråbøl på forsiden af “RadioTimes”. Bladet kommer da også med en lille opfordring om “Knit your own Sarah Lund jumper!”. Der går ikke lang tid før Oxford er oversvømmet med strikkede sweatere.

Anmeldelserne af Forbrydelsen er ret gode, i hvert fald er The Guardians anmelder ret glad for serien. Der har dog været en smule problemer med oversættelserne af den danske dialog, hvor stort set alle eder og forbandelser – og dem er der jo en del af i Forbrydelsen, og nok i dansk i det hele taget – er oversat med et ‘Fuck’. Det er jo nok ikke den helt korrekte oversættelse af “for fanden” eller “for helvede” eller andre gode danske bandeord, der kommer ud af Sarah Lund. Det har derfor fået BBC til at love, at oversætte mere korrekt, eller nok nærmere ignorere en del af ordene, fordi det er for “hård” kost for folk, der taler Oxford-engelsk.

Jeg har desværre ikke noget fjernsyn, så jeg kan ikke følge med i Forbrydelsen, men det kunne nu være sjovt, at følge med i igen.

I øvrigt lærte jeg i går, at Sarah Lunds sweater ikke er islandsk, men rent faktisk fra Færøerne. Tak til DR1 og “Gintberg på kanten” for den oplysning.

Familiebesøg

I weekenden var der besøg fra familien hjemme i Danmark. Mor, Far, Signe og Julie tog flyveren fra Danmark og var på weekendbesøg her i Oxford. Herligt med kendte ansigter.

Det blev en weekend med gamle bygninger, studenter i rokonkurrence på Themsen, pubs, lange gåture og familiehygge. Noget jeg særligt havde set frem til, var søndagens Afternoon Tea på Randolph Hotel i Oxford. The Randolph er Oxfords klart mest fashionable hotel. Portieren åbner døren for dig, når du træder ind i Lobbyen, og tjeneren spørger om han skal tage din jakke, når du bliver vist til dit bord. Der er ikke sparet på udsmykningen, og den gamle engelske stil er gennemført.

Afternoon Tea, er en gammel engelsk tradition. Det består naturligvis af te, men derudover er der også scones, små sandwich, og små kager, der skulle spises i en enkelt bid. Scones, der er en sær blanding af kage og halvhårde boller, som helt klart smager bedst når de er varme, blev serveret med hjemmelavet jordbærsyltetøj, ingefærcreme eller “clotted cream” som er en ekstra tyk fløde. Det hele var opsat på et fint stativ. Værsgo’. Jeg behøver vist ikke nævne, at vi ikke havde brug for aftensmad.

Afternoon tea kan fås over hele England – ja i hele Common wealth, så hvis man befinder sig der, kan det bestemt anbefales.