I dag blev der afholdt lokalvalg i England. Her i Oxford stemte vi om halvdelen af de 48 pladser i byrådet. Der er rullende udskiftning, så hvert andet år skal man til stemmeurnerne. Oxford er belejligt inddelt i 24 områder/bydele, og i hvert af disse skal der findes en enkelt repræsentant. Vi kunne kun stemme på fire kandidater, en fra hvert parti. Foregår det som til parlamentsvalg, så kører de med konceptet “vinderen får det hele”, hvis du stemmer på liberal demokraterne, og det er en konservativ der bliver valgt, så bliver din stemme ikke brugt til at hjælpe en liberal demokrat fra en anden bydel ind i byrådet – stemmen er tabt. Hvis lokalpolitiken her i Oxford er så baseret på, hvor man kommer fra og ikke tager meget hensyn til partifarve, så er det et fint system. Hvorfor skulle en labourvælger fra Headington kunne bestemme, hvem der skal repræsentere Summertown i byrådet? Men hvis det bare foregår en smule som i Danmark, så får man ikke nødvendigvis den rette sammensætning af byrådet i forhold til hele kommunens demografi, men det er heller ikke sikkert man ønsker det.
Der har ikke været meget opmærksomhed omkring dette valg. Der har været en smule i nyhederne, da der skal vælges overborgmester for London. Ellers har det været småt med informationerne. Der er kommet en smule valgmateriale ind af døren – ikke fra alle kandidater, faktisk kun for to ud af fire. Nu er valgplakater en dansk idé, men det er noget underligt, at de ikke er der. Der er ikke samme følelse af, valg i luften. Jeg havde sådan set også nær glemt at stemme, men da valgstederne først lukker kl. 22 nåede jeg det. Valget blev ikke nævnt med et eneste ord i dag på matematik, og for den sags skyld heller ikke nogen af de foregående dage – måske er kommunalpolitik ikke noget man går op i her? Jeg er spændt på at se et tal for valgdeltagelsen.
Stemmesituationen var i det hele taget lidt underlig. Der var stort set ingen mennesker på valgstedet. Jeg kommer ind i lokalet og går hen til et af de to borde, hvor der udleveres stemmesedler, siger mit navn og hvor jeg bor, og så får jeg en stemmeseddel. Jeg skulle ikke have nogen form for legitimation med, og der stod på valgkortet, at det ikke var nødvendigt at medbringe. I og med, at der var to valgborde, og det var ligemeget, hvilket af de to jeg valgte, kunne jeg i princippet have stemt to gange!
Da stemmesedlen kun havde fire navne, var den meget overskuelig. Ikke som til et dansk valg, hvor det kan være svært at holde styr på, de flere meter papir man får med i stemmeboksen. Iøvrigt var der ikke nogen stemmeboks her. Der var i hvert fald ikke nogen boks, hvor man gik ind og trak gardinet for, så nysgerrige øjne ikke kan se, hvad man stemmer. Der var et lille konferencebord, hvor der var opstillet nogle små læskærme på, som man kunne gemme sin stemmeseddel og blyant bag – men ikke sig selv. Den manglende diskretion var ikke det store problem, når valglokalet var så tomt som det var.
Jeg havde ærlig talt en smule svært ved at finde ud af, hvor jeg skulle sætte mit kryds. Særligt fordi to af kandidaterne ikke en gang gad at fortælle mig, hvad de stod for, og hvad de ville gøre for Summertown. Jeg endte derfor at stemme på den person, som kunne gøre noget, som jeg tror måske kunne have indflydelse på min hverdag – nemlig at skaffe et posthus i Summertown. Lokalpolitik er herligt.
